Larm i Storsalen..

Sted:: Storsalen
Tid:: Kl.15.00
Omkring:: Nogle elever..
Dag:: Fredag..

Storsalen var fyldt med elever og en masse larm. Kandi sad ved Slytherins langbord og legede lidt med et guld bæger som stod ligeforan hende. Hun grinte lidt og havde fundet sit næste offer. En pige som sad ved Gryffindor bordet. Langsomt trak Kandi sin stav op fra sin inderlomme og pegede på pigen. Kandi grinte koldt og lagde staven fra sig. Hun havde allerede haft en masse ofre i dag, så hun gad ikke lige nu. En pige som sad ved siden af Kandi havde en masse Bylder i hovedet og Kandi gav hende et foragtet blik. Ingen andre end Kandi og Jadie vidste hvem der havde givet denne uheldige pige disse bylder, men det var faktisk Kandi selv der havde gjort det. Hun grinte lavt af pigen ved siden af hende. Kandi rejste sig fra op fra bordet og trak sin taske ordenligt op opå skulderen, mens hun gik med tuneg og langsomme skridt hen mod døren. Kandi stoppede op og blev stående, da hun så at dørene til Storsalen gik op igen.

Det var et par lærer der kom ind, de virkede lettere distrætte af deres samtale og havde kursen sat mod lærenes bord i den anden ende af Storsalen. "Jamen dog!" lød en stemme bag hende "Står du nu her Kandi?" spurgte den. Det var en drengs stemme ingen tvivl og den lød også munter, men det var helt sikkert ikke en af hendes nærmeste venner, så hvem kunne tiltale hende så munteret.

Kandi så på lærerene og vendte sig med det samme om, da hun hørte en velkendt stemme. Hun kiggede med store og kolde øjne på drengen der havde talt. Edmund.. Gryffindors Målvogter og anførere. Hun fnøs og satte hænderne i siden. " Jamen er du Edmund.." svarede hun igen, med en hvæsen. Hun sukkede og kiggede ham i øjnene, hendes egne øjne var grønne og fyldt med had. Hun gad ikke hans glad/hyper pjat. Hendes øjne blev mindre og hun kiggede mistænksomt på ham. " Hvorfor taler du til mig, Mudderblod?" hvæsede hun og fnøs. Hendes hår og tøj sad alt perfekt. Tøjet viste hendes former og håret sad perfekt i den høje hestehale.

Han smilte let til hende "Og du er Kandi" sagde han og sendte et varmt smil til hende. Han kløede sig kort i nakken og så lærene forsvinder ud af øjnkrogen. Han trak på skulderne af hendes spørgsmål "Du stod bare der og så, så alene ud" Mange troede at Edmund hånede dem fra Slytherin med sin venlighed imod dem, men fakta var altså at den var ægte. Han mente det helt inde fra, den var på ingen måde falsk. Det var den samme venlighed han vidste til sin venner som han også vidste sine 'fjender' Hans fik øjnkontakt med hende igen og sendte hende endnu et varmt smil.


//Edmund er angriber O.o//

Kandi kiggede på ham med små øjne og fnøs. " du skal ikke tro at du kan fedte for mig" hvæsede hun og hendes blik var koldt og meget hårdt. Hun fnøs og kiggede hånligt på ham. Hun kiggede hen på lærene og smilte uskyldigt til dem, men da hun så på Edmund var hendes blik fyldt med had. Kandi kunne ikke lide Edmund, da han var anfører for Quiddtich holdet, men hun elskede at sende en smahser lige i hovedet på ham. Hun grinte hånligt da billede poppede op i hovedet på hende. " Pas nu på at jeg ikke lige finder en Smahser, min fine Edmund" sagde hun hånligt og vendte om på hælen. Hun gik med langsomme skridt hen mod døren.

Han så uforståent på hende "Fedte?" spurgte han og lagde hovde på skrå. Han grinte kort da hun nævnte det med smasheren, han kunnne ikke huske hun havde ramt i hovede med en. De to ting havde muligvis en sammenhæng, han trak kort på skulderen, men hun havde allerede vendt sig om "Hyggeligt at tale med dig" sagde Edmund munteret.

Kandi vendte sig om mod ham igen og smilte hånligt. " Jeg tror hellere jeg vil snakke med dig" sagde hun koldt og kiggede på ham. Hun tog langsomt sin hesteale ud af håret og kørte en hånd gennem håret så det sad ordenligt. " Skal vi øve Quidditch? så du er forberedt på næste kamp" sagde hun i en hånlig tone og hentydede til at Gryffindor ville tabe stort. Hun var ikke i humør til hans glad humør og vis hun ikke var glad, ville hun ikke have at andre var det. Hendes hånder var stadig i siden på hende og hun fnøs af ham.

Han nikkede kort og betragtede at hun lod sit hår falde fra position i hestehalen. "Nej tak, vi trænede i går og skal træne igen imorgen. Du er velkommen til at kigge forbi hvis du har lyst" svarede han. Han fangede ikke hendes hentydning. "Er du ved at blive forkølet?" spurgte han da hun fnøs af ham.

Kandi kiggede surt på Edmund og sukkede så. " Jeg vil ikke spilde min tid på nogle mudderblods tabere." sagde hun ligeud og fnøs endnu engang af ham. Hun sukkede tungt da han spusgte om hun var ved at blive forkølet. Hun rystede på hovedet og grinte så, han var faktisk morsom når han ikke fattede hva hun mente. Hun rystede på hovedet og hun stoppede med at grine. "Du fatter ikke en skid, min fine ven" sagde hun med en sukkersød stemme, man tydeligt kunne høre var faksk. Kandi kiggede op mod lærernes bord og sendte dem et venligt smil og kiggede så på Edmund igen. " som sagt, du er ikke så klog som man skulle tro at en mudderblodsløve var" hvæsede hun og kiggede hånligt på ham.

"Jamen så er det jo godt at mit blod er rent" sagde han og grinte kort og sendte hende endnu et smil. Edmund var langt fra ved at blive sur eller det der mindede om det, for at man skulle kunne ramme ham skulle man ramme hans venner, bekendte eller uskyldige. "Jeg kommer jo hellere aldrig til at fatte noget hvis du ikke prøver på at forklar mig hvad dit problem er og hvis du ikke mener jeg er særlig kvik vil jeg da hellere end gerne vise dig mit karakterblad fra sidste semester" sagde han med ro i stemmen og smilte varmt til hende.

Kandi så på ham og vreden boblede under hendes hud. " Jeg vil ikke se en blodforræders karakterblad" hvæsede hun og stampede i gulvet. Hun var blevet godt vred og nogle af de andre elever kastede langvarige blikke hen på dem. Hun kiggede surt på Edmund og sagde så gennem tænderne: " Alle dine andre venner er mudderblodspjok, så jeg vil ikke se på jeres træning da i bare spiller min tid" hvæsede hun og kiggede på ham, med et hade fuldt blik.

Edmund blinkede glad "Jamen dog er jeg blevet forfremmet i dit system? Nu er jeg blevet til en 'blodforræder' og ikke længere en såkaldt 'mudderblod', stort tak" sagde han og smilte stort "Og måske skulle du passe lidt på med vreden, har hørt det kan give forhøjet blodtryk" Han kastede et hurtigt blik i retning af de elever som hun nedstirrede og drejde sig da hun igen talte til ham "Jamen jeg må da undskylde på mine venners vejne at de ikke lever op til den ønskede standard hos frk., og angående træning så er det helt fint hvis du ikke har lyst til at deltage. Personligt havde jeg hellere ikke rigtig haft lyst til at dukke op til jeres træning, den er så seriøs at den ødelægger spillet". Hendes blik rørte ham ikke det mindste, ingen ord, blikke eller andet kunne røre ham det mindste. Kun et direkte angreb på hans venner eller hans familie verbalt eller fysisk kunne gøre ham vred eller noget der mindede om det.

Kandi så på ham og snerrede. " det er ikke vores træning der ødelægger spillet. Det er jeres utrolig langsommt og defekte koste og spillere" Hvæsed ehun tilbage af ham og kiggede på en flok slytherin elever det kiggede i deres retning. Det var dem som hun havde time med og nogle af dem som hele tiden holdte øje med hende. Hun sukkede tungt og kiggede på ham mens vreden bublede under hendes hud. Hun kunne mærke at hun fik lyst til at kaste en fobandelse over ham, men det ville ikke være godt da lærerne sad oppe ved bordet. De ville sikkert opdage hende. Hun gik helt hen til ham og hviskede faretruende i hans øre. " vær' du glad for at der er lærere til stede, blodforræder" hviskede hun med en kold og hård stemme, før hun trådte tre skridt væk fra ham, da hun ikke kunne tåle at stå så tæt på ham.

Han trak lidt på skulderne "Det er desværre ikke alle på Gryffindors hold der er søn af en rigmand, som det tegner sig på jeres hold, og hvad er der med det hvæseri?" spurgte han undrende "Jeg hvæser jo ikke af dig". Hun gik helt tæt til ham nu "Jamen dog! Kandi truer du mig?" svarede han "I så fald kan vi da godt arrangere noget hvis det er du tør udfordre mig" han lagde hovede på skrå og betragtede hende. Hun var ret køn, men det var der jo så mange piger der var her på Hogwarts. Han rystede kort på hovede for at skifte tanker, han sagde aldrig nej til en duel uanset hvem der udfordede ham. Han elskede konkurence og andet sport.

Kandi kiggede på ham med store øjne. " Udfordre du mig, lille splejs?" sagde hun med en kold stemme. Hun vidste at hun ville vinde over ham, da hun var ældre end ham og nok havde lært flere forbandelser og besværgelser end ham. " Du kan bare komme an" sagde hun med en kold tone, dog var der en drillende undertone. Hun kiggede på ham og fnøs igen. " Jeg hvæser vis jeg lyster det" sagde hun endelig, mens hun mærkede vreden boble under hendes hud.

Han smilte af hendes selvsikkerhed, hun undervurdede ham var han sikker på. Nok var hun en årgang over ham, men han havde altid kun fået fremragende i karaktere bog i fagene hvor tryllestaven var en del af det. Og så læste han også en del selv om besværgelser og modbesværgelser. "Det var da dig der udfordede mig, men hvis det skal være herren der byder op til 'dans' så er det fint med mig" svarede han til hende spørgsmål.

Kandi kiggede på ham og løftede hånden, og overvejede at give ham en lussing. Hendes hånd sad i hendes side igen og hun kiggede på ham og vurderede hans selvtillid. " Du skal ikke tro at du kan slå en slange, vi er giftige" sagde hun med en kold tone og en spids undertone. Hun sukkede tungt og kiggede på Edmund med smalle øjne.

Han betragtede hendes hånd løfte sig, han havde ikke været i stand til at nå at undvige en evt. lussing. "Der er få ting jeg tro på, også er der mange ting jeg ved. Det her er helt klart en af de sidste ting, desuden er alle slangerne på skolen blevet tappet for gift" sagde han og kiggede kort rundt om nogen overhørte deres samtale, der var jo nogen der kunne finde på at sladre til en lærer og Edmund ønskede ikke at Kandi skulle få yderligere problemer pga. deres planer om en duel.

Kandi kiggede på ham med store øjne og smitle så skævt. " Ikke alle.." hviskede hun ´med en stemme der var ligeså kold som 100 istapper. Hendes smil stikkede som 100 nåle der ramte ens hud, og derfor var de fleste bange for Kani men det var denne edmund ikke. Hun sukkede og kiggede på ham. Hun kunne næsten læse i hans ansigt hvad han tænkte men kommenterede ikke. Han ville ikke have at hans fjende kom ud for ulykker? " Pas på med hvad du siger" hvislede hun gennem tænderne og kiggede op på lærene, som sad fordynet i en meget vigtig samtale.

Han vendte blikket tilbage mod hende "Fint fint" sagde han en anelse distræt. Han bemærkede ikke hende kolde blik, han var ikke det fjerneste bange for hende. At frygte en person var helt arbsurd i hans verden. Han sendte hende et varmt smil "Selvfølgelig" svarede hans til hende hvislende spørgsmål. "Hvornår ønsker den frøken så at jeg skal være tilstede?" spurgte han høffligt.