Aeron J. S. Ivailo

Fulde navn :: Aeron Jace Stoyan Ivailo
Blod:: Fuldblod.
Alder :: 16
Årgang :: 6
Skole :: Durmstrang
Kollegium :: kronos
Udseende :: Aeron kommer fra nord, hvor kulden stikker i næsen, og ens ånde kan ses, i form af små skyer. Hans øjne er mørke som den tidelige nat der findes i norden, tilføjet den samme enorme kulde, der synes at have bosat sig i ham. Hans hår er mørkt som hans øjne., dog kanfarven godt ændres, til lysere. Aeron er i en god fysisk form, et must når man kommer fra der hvor han er opvokset. Derfor er han også iført tøj som passer til dette klima – Durmstrang’s uniform med de tykke pels kåber og varme støvler.

Personlighed :: Kulden sætter ikke kun præg i hans udseende men også i hans indre. Han er en person de fleste ville kalde ond, og ikke vil kunne finde nogen sympati hos. Og sådan er han – til dels! For Selvom kulden og de gamle mén er en del af ham, har han også en anden side. En side spundet af romantik, omsorg og ufattelig dårlig humor. Dette vises dog kun til de rette. Aerons meninger er klare, og igen har Durmstrang været en vigtig rolle. – han ser ingen mening med Muggler fødte. Og han ser ingen mening i ynkelighed og tegn på svaghed. Han kæmper for sin egen overlevelse og sit ry som han altid har gjort og fået skaffet sig, og det vil ikke ændres..

Kendetegn :: Først og fremmest er Aeron kendt for sit udseende, sit Durmstrang prægede tøj, stil, og tale måde. Men han er også kendt for viljestyrken og magien. Hvad angår kærlighed og liv er han vant til at lege med begge dele, som det ikke altid betyder det store.

Styrker :: Den sorte magi, sin evne til at lyve og overtale, som nogle ville kalde manipulation.
Svagheder :: en ægte pige. Og ikke bare et forfjamsket stykke efterligning. Hans evne til at sige ting alt for lige ud, og hans temperament.
Evt Job :: intet job, men der er da drømme
Andet:: han er rig, og det ligger han ikke skjul på..


Baggrunds Historie ::
Xellowyan S. Ivailo var en stor mand. En mand med et handlingspræget ansigt, dybtliggende øjne og ingen sjæl. Han var mand fra norden, barn af kulden og søn af natten. Han var vokset op i sne og kamp, med mørk magi flydende i sine årer. Ja. Xellowyan var kendt, kendt for det krigeriske blik af stålhård kulde og det næsvise jeg, der tydeligt fortale hvilken stand han tilhørte, hvilken mægtig fuldblod han var. For med penge kan man meget, og Xellowyan havde penge.. bunker af guld. Sådan lød det i hvert fald- fortællingerne i byen, hvor han boede med sin famile, bestående af 2 andre medlemmer og en flok tjenende alfer. Med andre ord var Hr. Ivailo en berygtet mand, en fantastisk person med sort magi – en koldblodig dræber! Med sin kone Sivanilya boede han i det mørke hus, med bjergene som baghave og landsbyens beboere som sine undersåtter. Sammen med hans elegante kone, havde de fået et barn, en pige. Med det samme blod i sine årer, med det samme smil som moderen, og den selvsamme elegance! Sammen boede familien Ivailo, skjult fra skeptiske blikke i det mørke hus, med bunkerne af skinnende guld…

Natten kom tidligt. Som den altid gjorde når det var på denne tid af året. Når det var vinter og sneen lagde sig på hver plan. Så blev luften så klar, og stjernerne så lyse og eventyrlige at det ikke burde være sandt. Tiden stod stille, eller sådan føltes det, hvis man stod på det lille torv, med de gamle huse og lysende gadelygter. Især hvis man lagde hovedet tilbage, og så mod den mørke himmel, hvor tykke sne krystaller dalede ned uden at stoppe. Selv når disse snefnug ramte ens kolde ansigt, ville tiden være så godt som gået i stå. Tavsheden der var så slående, og ikke fandtes andre steder, stortset. Ja, så ville tiden virkelig føles som om den var stoppet, og ventede.. præcis som Hr. Ivailo, der stod i det store vindue, som en sort silhuet, mod den lyse baggrund. For han ventede, og kun det gamle urs tik tak afslørede at tiden stadig gik sin vante gang.. hr. Ivailo knep øjnene sammen, da han skimtede noget ud af vinduet, gennem den hvide sne, som en mørk lang skygge der langsomt blev til en person, en dreng på de godt 16 år, en dreng der havde et ungt smil på sine læber, og en lang skygge der løb foran ham over den lyse sne.. En dreng hr. Ivailo kendte, en alle kendte, kendte som Aeron – Xellowyan Ivailo’s søn..

Aeron trådte op af den grå sten trappe, og gik hurtigt ind. Der var ikke synderligt varmere indenfor i det sorte hus. Dog lagde han ikke specielt meget mærke til det. Han ænsede heller ikke de levende lys der sad i krogede stager på væggene og oplyste de fine iskrystaller der sad i hans mørke hår, og fik dem til at skinne som stjernestøv. Ej heller skænkede han den lille husalf, der greb hans varme pelskåbe, før den faldt på gulvet. Nej, i stilhed gik Aeron mod stuen, hvor han havde set sin far, gennem vinduet. Gangen var ikke lang, og derfor var der ingen, der gad spilde tid på at lade gangen blive oplyst. Aeron lod døren sprænge op, og trådte over dørtærsklen hvor ildens varme strømmede mod ham. Xellowyan stod ikke ved vinduet mere, men havde placeret sig i en af de mørke stole der stod nær ilden. Dog var stolen drejet, og Farens øjne var landet på Aerons skikkelse med det samme at døren var gået op, ” sæt dig..” lød det fra ham, en hæs stemme der afslørede at Faren ikke var så ung mere, præcis som de grå striber, der var i det ellers mørke hår. Aeron lukkede døren og satte sig i den anden stol. Hans øjne mødte farens blik uden den mindste flakken. ” Hvor har du været?” stemmen lød igen fra faren, hvis halve ansigt var oplyst af ilden, den anden side henslængt i mørke. ” Bare været ude.” svarede Aeron kort sin far. I modsætning til faderens stemme var sønnens stemme ren, klar og tydelig.. lyden af en perfekt taler. Hr. Xellowyans blik var skeptisk, men han lod emnet ligge, det var i bund og grund ikke det han ville snakke med sin 16-årige søn om. Så havde han ikke siddet og ventet, mens kl. rundede 3 om natten, nej så var han smuttet i seng som sin kone og ældre datter.

Aeron betragtede den mand, der med andre ord var hans far.. hans far hvis rygte allerede var langt omkring, et rygte Aeron selv havde fået, og forsøgte at leve op til. Nu var det hans tur til at vente. Lod øjne glide rundt i det ild-oplyste lokale, med de gamle billeder af den rene slægt, og værdifulde genstande. Aeron lyttede til sin fars stemme, der faldt sammen med pejsens knitren.. ” Tiden er inde min søn, du er 16, du har blodet, du har kræfterne..du mangler bare.. ” det var som om Xellowyan faldt over i sin egen tanke verden, og Aeron, vendte de mørke øjne mod ham, for at se om sætningen blev færdig, men det nåede han ikke, For et skarpt lys blindede ham, og den behagelige lænestol faldt bagover. Det kom som et chok for Aeron, der ikke havde været forberedt på noget. Hovedet blev banket ned i gulvet, så en ringende lyd fyldte hans hoved.. ” Hvad har du gang i ?!” Hvæste Aeron, og havde uden tvivl forsat med eder og forbandelser, hvis ikke en frygtelig smerte gled gennem hans højre arm. Det sved, brændte, stak i huden.. under, over hele armen synes at kunne falde af ham.. Aeron rejste sig, kulden slog mod sin far.. men hans far smilede, et koldt smil, et ægte smil, et smil der kunne indeholde stolthed. ” velkommen ombord knægt” svarede hr. Ivailo. Smerten forsvandt fra armen, og drengens øjne blev afløst af forundring. Han flådede sin bluse af, der skjulte den muskuløse overkrop, og betragtede sin venstre arm..et fint tegn snoede sig over hans arm, som edderkoppespind.. usynlige streger som kun kunne ses i ildens gyldne skær. Aeron stod tavs et øjeblik, så tog han atter blusen på, og fandt sin far med øjnene. Nu smilte han også, som hans far. ” tak.. Du vil ikke fortryde..”

Det må jeg give, du kan virkelig beskrive! Det er i sandhed flot skrevet, hvis jeg skulle kunne give noget konstruktivt kritik som læser må det være at det bliver for tungt i længden med alle de beskrivelser. Hvis jeg havde læst det som lærer havde du fået et 12 tal, men det bliver ekstrem tungt med alle de fremragende beskrivelser!

Den er godkendt! Jeg ser frem til at møde din karaktere før eller senere!

/Edmund