Dårlig dag.

Årstid : Vinter
Dag : Fredag
Vejr : Overskyet
Sted : Diagonalstræde
Tid : 17:09

En masse mennesker gik gennem gaderne, men der var en som udskilte sig fra alle disse mennesker. Hans holdning var elehant og dog kold. Han viste ingen følelser eller noget som helst tegn på venlighed. Kulden hang som et usynligt tæppe omkring ham, mens han gik og dette tæppe var altid på ham. Han var ikke venlig, men han kunen blive det selvom han prøvedet at glemme hvordan man var venlig. Lantis sukkede tungt og man kunne se hans ånde i kulden, en masse folk kiggede på ham fordi at hans ydre så kold og ond ud. Men han kunne godt være venlig og loyal, dog kun over for de rigtige personer.
En kulde kom fra ham og fik troldmænd og hekse til at lave en vej for ham, men han ignorede dem og ville ikke have noget med de urene at gøre. De tilhørte ikke denne magiske verden, de skulle bare væk. Han kiggede rundt med kolde øjne og hans facade var kold, ond og lumsk. Ingen ville turde at ireterre ham i dag. Han havde den mest dårlige dag i hans liv, men han prøvede at lade være med at tænke på den.
Selvom han prøvedet kunne han ikke. Dagens oplevelser fløj gennem hans tanker, mens han prøvedet på at glemme det hele. Der var kommet et brev fra hans mor og det kunne han huske tydeligt.
Kære Lantis. Din far var her igen i dag, men som jeg har sagt vil jeg ikke sige til ham hvor du er. Jeg vil ikke lade ham tage dig fra mig. Han fortjerner at komme i Azkaban, men jeg kan ikke kontakte Ministeriet for magi. Jeg håber du har det godt på Hogwarts, vi ses i ferien ? knus Mor
Alt dette fik Lantis til at blive vred og det ødelagde hans humør. Et par unger stod foran ham og kiggede ind i Quidditch butikken og Lantis kiggede surt på dem. " Flyt jer i små forrædere " hvæsede han og de små børn veg væk fra ham også fortsatte han bare som om intet var hendt ham.

Lette og rolige skridt blev sat over brostenene, som sad i nogenlunde samme højde op gennem strædet. Stedet var et sted, som stortset alle magikere vel egentlig kendte: Diagonalstræde. En kulde hang som små stikkende istapper i hendes øjne, og ellers lå hendes holdning rank, stolt og rolig hen.
"Flyt dig.. Du spærer for os andre" Lød en iskold stemme bag Arina. Det var en fra hendes eget kollegium, men ikke en, som hun talte yderligere med end blot et enkelt nik som en hilsen, som så plejede turen ellers at gå videre til næste sted. Hun nikkede en enkelt gang til ham, som var det hendes dødbringende og iskolde hilsen. Hun smuttede hurtigt videre. Det var som en labyrint for hende. Ud og ind imellem alle de magikere, som spærrede vejen. Nogle af renere blod end andre. Dog havde Arina andet anliggende. Hun kiggede sig kort omkring, inden hun blot gav et svagt nik fra sig.
Hurtigt hørte hun drengen, der hvæste at de små børn ved Quidditch butikken. Hun lod sine øjne nøje følge ham, bemærkede så klart og tydeligt hans kolde holdning, som var som et tæppe omkring ham - Et tæppe der ikke kunne fjernes bare sådan lige. Et anerkende nik kom fra hende, men ikke sendt til ham. Hun holdt nikket så diskret, at det ikke ville have forestillet noget nik på nogen som helst måde.

Kronos var hendes hjem, hendes sted og hendes liv. Alt der var i Kronos, bankede også i hendes små årer. Den mørke magi flød i hende, som små bølger ved stranden, som let gav sine små *skvulp* op på bredden. Arina lod let denne tanke fylde hendes ellers altid tomme sind. Hun lod sine skridt være lette og til dels lydløse. Hvorfor blive hørt, når man kunne være stille og uset? Et angreb der var stille og uventet var bedre end et støjende og forventet et. Med de kolde øjne betragtede hun drengen. Han lod til, at være af det rette blod.
Langsomt blev retningen valgt, og den gik kun en vej: Fremad! Hun havde udset, hvor retningen skulle føre hende til, og nu var det blot at følge den. Med de lette og uhørlige skridt, kom hun tættere og tættere på sit mål, sin retning! Hun nikkede en enkelt gang til dregen, ham, som havde hvæst af de små urenheder foran Quidditch butikken.
"Godeftermiddag" Lød hendes eneste ord til ham. Ordet gled gennem luften, som havde det været den skarpeste kniv igennem det møreste smør. Hun så ham an. Han var af stolt blod. Det var tydeligt, selvom hun var et lille stykke fra ham stadig. Nogle metre lå imellem dem endnu, men de var hurtigt indhentet. Blot med nogle få hurtige skridt. Hun lod fortsat sine øjne hvile tungt på ham, mens hun fulgte enhver af hans bevægelser.

Skridtene blev hurtigere og han kunne mærke blikker der hvilede på ham. Han vendte sig ikke om da han ikke ville virke nysgerrig. Nysgerrigheden havde ødelagt mange liv, og det var det som fik en til at spørge og han hadede spørgsmål. Et hurtigt blik var alt der skulle til for at aflører alle de spørgsmål man ville stille, et blik med alle sine følelser i.
Lantis kiggede på pigen som stod foran ham og havde talt til ham. Det blik med alle disse følelser kunne ikke ses på ham. Hans udtryk var koldt. Koldt som tusind små splintrede is stykker som kørte gennem en. Et koldt smil formede sig om hans læber, mens han svagt åbnede munden for at svare. " Godeftermiddag " svarede han og nikkede en enkelt gang. Nikket var kort og så svagt at man næsten ikke kunne se det, men han vidste selv at han havde nikket og det var det vigtigste..

Denne pige var koldt og hendes blod var rent. Man kunne tydeligt se på hende at hun var en stolt heks og at hun ikke ville finde sig i alle disse urenheder. Han smilte skævt, men stadig koldt mens han studerede hende videre. Hendes blik hvilede tungt på ham og han ignorede det bare. Blikke var noget man skulle være glad for at have. Hvad ville verdenen ikke være for alle de renblodede vis de ikke kunne sende alle de små urenheder dræber blikke. Et koldt grin undslap ham og han kiggede på pigen igen. Han sagde ikke så meget men det var sådan hans persin var.
Koldt, Enspænder, stille og ond..

Så hurtigt mærkede hun hans kolde udstråling, men end ikke fordi, han på noget tidspunkt egentlig viste følelser. Han holdt sig som hende: Følelsesløs. Følelser satte sig blot i vejen for alt. Kærlighed var den værste. For meget kærlighed ville føre til svaghed, som senere ville få konsekvenser. Det havde Sarina allerede lært. Dog var hun mere drenget end som en pige. Hun vidste, at hendes egen baggrund havde sat spor dybt i Sarina selv, og at alt påvirkede. Om det så var andre, eller hendes egne handlinger.
”Hvem har jeg så æren af at træffe?” Let kom spørgsmålet fra hende, som havde det været det mest normale. I sig selv lå spørgsmålet normalt, men om der lå mere bag, lå stadig hen i det uvisse, som kun Sarina havde i sine egne tanker. Roligt holdt Sarina øjnene mod drengen, dybe og brune som de var, virkede de mere lukkede end noget andet. De var uigennemtrængelige for, hvad der lå inde bag Sarina.
Hun lagde hurtigt mærke til hans skæve smil, der dog stadig holdt en kulde i sig. Iskoldt betragtede hun det blot. Intet smil kunne anes over hendes læber, ikke på noget tidspunkt.. Det var slet ikke nødvendigt endnu. Hun så med rolige øjne på ham. Han var af rent blod, det lå tydeligt frem i det logiske. Selv havde hun også denne holdning, men for hende lå der altid langt mere bag.. Hun havde altid en grund med sine handlinger, som ikke blot kom, fordi der var urene i nærheden. Et svagt smil dukkede op over hendes læber. Iskoldt, men alligevel var der en rolighed i smilet, som ikke ville kunne gennemskues.

Hun gik en smule tættere frem mod ham, da afstanden imellem dem før havde været så stor, at den ikke udgjorde andet end en afstand, som ikke kunne bruges til noget. Det forblev tydeligt, at Kronos og den mørke magi bankede i hendes årer. Store drømme lå for hende, men ingen af dem blev overvejet yderligere. Drømme var et spild af livet. De førte til, at mange gang på gang følte sig dårlige.. Dog havde det en omvendt virkning på Sarina. Drømme styrkede hende til tider, men det var dumt.. Så ufatteligt dumt.
En tanke strøg igennem hendes ellers så stille sind. Det var som det første penselstrøg over det hvide malerlærred, som end ikke havde været rørt endnu. Stille lå hendes hoved tit hen, men en enkelt forkert tanke, kunne nemt udløse en lavine. – En lavine af tanker, som ikke var nødvendige. De tanker, som hun tit holdt væk på en stor afstand, kunne let blive farlige for hende.. Udløse det, som aldrig skulle have været sat i gang. At passe på var klogest.. Vægge kunne nemt have ører og træerne spionere.. Hvem vidste egentlig, hvad der foregik omkring en?