Fangede i fortiden

På: http://img.skatewarehouse.com/new_big/BXGCAJK-BR-6.jpgSted – Diagonalstædet
Sted - Diagonalstrædet
Tid – Omkring kl. 13.00
Vejr – Sne
Dag – Lørdag

Gaderne var fuldt med folk der stadig manglede at købe jule gaver. Det var umuligt at komme til bare for mennesker. Stephenie gik sig selv midt på gaden. Hun lagde slet ikke mærke til alle menneskerne omkring hende. De var blot skygger for hende, skygger der besværgede sig hurtigt og larmende forbi hende. Hun slangede sig igennem folkemængden og stak hænderne i lommen. Det var meget koldt og hun kunne se sin egen ånde foran sig. Men det lod hende ikke distrahere hende fra hendes tanker. Alt omkring hende kunne være ligegyldigt og de høje stemmer omkring hende var kun en hvisken for hende

Skyggerne gik foran ham, men han lagde ikke mærke til dem. De var intet andet end larmende urene skygger. De var kun til for at han havde nogen han kunne gøre nar af. Han slangede sig gennem gaden som den salnge han nu var. Han lod ikke deres stemmer afbryde hans tanker. Alle disse urene mennesker var kun skygger for ham, meget larmende skygger. Lantis kiggede ned i jorden, mens han gik og forbandede alle disse urene folk der gik i mængden. De have ikke ret til at være her. Han sukkede og stoppede op. Han kom i tanke om at han skulle have noget grej til sin pestissimo.
Langsomt vendte han sig om på hæen og stod og kiggede ind af vinduet på Quidditch butiken. Han sukkede og vendte sig mod døren, mens han langsomt gik hen til den.
Han åbnede den langsomt og duften ramte ham lige i ansigtet. Duften af træ og nye koste. minderne vældede ind over ham.

En lille dreng stod bare og stirrede på alle de flotte koste. Han ville have sådan en, når han kom på et højere år. Denne lille dreng var kun 11 år og han ville så gerne på Quidditch holdet men han kunne ikke endu. Han viste ingen følelser selv ikke for sin mor. De fleste troede at Lantis var følelsesløs, men han havde følelser han viste dem bare ikke. Den lille dreng sukkede og gik væk fra butikken, med et tomt ansigt.

Lantis huskede tydeligt dengang han fik sin første kost. Han smilte et koldt smil og gik ind i butikken. " Jeg skal have grej til en pestissimo" sagde han og smilte koldt til ejeren. Butiks ejeren kiggede ´på ham med store øjne og man kunne se at han var bange. Han fandt hurtigt noget grej frerm og lagde det åp bordet. " Tak " sagde han hurtigt og koldt. Han gik ud af butikken med hans ny indkøbte grej til sin kost. Han ville gerne hjem til slotte nu, men han ville helst lige se på Diagonalstræde lidt mere.

Stephenie sukkede irriteret, det eneste hun ønskede var bare at være helt usynlig væk fra alle. Væk fra de svage stemmer. Væk fra mørket. Hun følte trangt op i en krog og fortrød virkelig at hun havde taget til diagonalstrædet. Hun kiggede tomt ud på folkemængden ”tss…” Halv hvæssede hun og lod sit blik falde ned op vejen. Hun lukkede surt sine øjne og prøvede at glemme alt omkring hende. Men pludselig stødte hun hårdt ind et eller andet og faldt ned på jorden. Hun kiggede forsviret og surt op på en dreng hun ikke kendte hun havde stødt ind i.

Lantis havde sine tanker inde i sit hovedet og han ville ikke sige dem højt. DEr var spioner alle steder. Dee urene, træerne selv vinden. Han sukkede og hans tanker stoppede. Han stod og kiggede ned på en pige, som åbenbart var gået ind i ham. Han snerrede af hende og ville ikke sige undskyld, da hun selv var ude om det. " Se dig for " hvæsedehan genenm tænderne og gjorde ikke mine til at gå. Han ville ikke lade hende tro at hun kunne bestemme over ham.
Lantis tog et skridt væk fra hende, da han ikke ville trækkes ned på jorden af hende. Han sukkede koldt og hans ånde kunne ses i den kulde luft. Han begyndte at spekulere for sig selv. Stilhed? hvorfor satte ingen pris på stilheden mere ? Alle folk skulle alrid larme og snakke. De ødelagde jo stilheden. Stilheden er noget af det dyrebareste.. Hvorfor glemte folk det?
Lantis kiggede ned på pigen igen og sendte hende et hånligt blik også et der var fyldt med væmmelse. " Pas nu på, tøs" hvæsede han og begyndet at gå.

Hun kneb øjnene vredt sammen og kiggede med et tomt blik fra ham. Hun børstede sin arm ”Urenhed” Mumlede hun og prøvede at fjerne det der nu end var kommet på hende da hun ramte ham. *Hvad bildte han sig ind, den urenhed* tænkte hun og rejste sig op. Hun slyngede fornærmet hår tilbage og sendte ham et koldt blik. Hendes hænder sitrede lidt og hendes knoer var passet hårdt sammen. Hun løftede hagen og kiggede hånende på ham.

Han stivnede med det samme, hun kaldte ham en urenhed. Han gik direkte tilbage til hende og hans øjne flammede. " Vov aldrig at kalde mig en urenhed " hvæsede han af hendes og stirrede med kolde øjne på hende. Han ville ikke finde sig i at blive kaldt mudderblod, halvblod eller muggler.. Han var en Renblod aka fuldblod. " Vov aldrig på at fornærme en fra Salazar slytherins slægt " hvæsede han af hende og fnøs. Han lignede en der kunne springe på hende vis hun fornærmede han yderligere. Han trak vejret tungt og kølede lidt ned, men han ville ikke lade hende smide fornærmelser lige i ansigtet på ham. Lantis kiggede på hende og han lukkede og åbnede sinder hænder, som om han ville kværke hende lige på steder. " Du kommer til at fortryde " snerrede han i et hviskende toneleje. Han ville ikke vække opsigt.

Der kom et hurtig øjeblik af panik i hendes, men med det samme gjorde hun sig helt stiv og stirrede ondt tilbage på ham selvom han var højre end hende. Hun bed sig hårdt i læben og prøvede at holde sig så stiv og kold som muligt. Hendes hænder rystede en smule nervøst, men hendes øjne lyste af vrede. Hvordan kunne man være så forskammet over for nogle det var måske hende der havde kaldt ham for uren, men hun fandt sig bare ikke i når nogen var så uhøflige overfor hende

Lantis kiggede på hende og hans læber blev til en lige streg. " det tænkte jeg nok" hvæsede han og vendte om på hælen. Han viste ingen følelser, han var kold og lignede en der var født uden følelser. Han vidste at følelser ikke gjorde andet end at sårer en og han ville ikke lae folk trænge ind til ham. Han sukkede og vendte sig ikke om for at se på hende. Lantis begyndte stille at gå, mens han havde posen i hånden. Selvom Han var en meget tiltrækkende dreng, blev de fleste srkæmt af ham fordi at han var kold og hård.

Hendes øjne blev dybe og kolde da han vendte hende ryggen, men så blev hendes pludselig såret og våde. Hun indså at det var hende der havde været led, og ikke ham. Hun skyndte sig at lægge en hånd på hans skuldre før han gik for langt væk fra hende ”Undskyld” Sagde hun meget stille. Hendes stemme var blød, men stadig undskyldene

Lantis stivnede da hun rørte ham, han var ikke van til folk rørte ham. Han vendte sig langsomt om og så koldt på hende. " Jeg modtager din undskyldning, men jeg er ikke den der tilgiver med det samme. " han hentydede til at hun ikke havde fået hans respekt endnu, da hun havde fornærmet han groft. Han sukkede og tog stille hendes hånd af hans skulder. Han gik et skridt væk og kiggede studerende på hende. Han sukkede og rystede på hovedet. Han kunne se på hende at hun gik på durmstrang, men da hun ikke var helt kold var han ikke sikker på om hun gik på Kronons eller ej. Han sukkede og vendte om på hælen. " det tager nok tid før jeg tilgiver" sagde han og begyndte at gå meget langsomt, hvilket fik ham til at se endnu mere koldt og hård ud.

Hun bed sig lidt i læben og kiggede hen på ham. Hendes krop blev hel kold og stiv. Hun havde det virkelig svært og hun ville sådan ønske at han kunne læse hendes tanker eller sådan noget. Hendes hoved var fyldt med tanker om had ”Jeg er bare så sur” Sagde hun undskyldene og håbede han hørte hende