Fulde navn :: Roselle Antoinette Bellamont
Alder :: 15
Årgang :: 5. årgang
Skole :: Beauxbatons
Kollegium :: Bellapais
Blod :: Fuldblod
Patronus :: Fønix
Udseende :: Dybe, brune øjne, som ser meget uskyldige ud, men dog kan skjule meget – de ser dog meget hazel-farvet ud, når de er i sollys. Håret er skiftevist mørkebrunt og lysebrunt – det skifter i forhold til sollyset. Hendes hår går lidt ned over brystet, men ikke helt over. Hendes krop er spinkel og tynd, men der er alligevel babyfedt, og hun kan sagtens slå fra sig, hvis det er. Hendes ansigt har pæne træk, og huden er meget bleg i det. Hvis det var Twilight-sagaen, skulle man tro hun var vampyr, hvilket hun ikke er. Hun er meget køn, men kan dog ikke se det.
Personlighed :: Roselle er et meget kærligt menneske, som ikke dømmer folk udfra hvad andre synes. Hun tror på at der er noget kærligt i alle og at man ikke skal opgive med at finde det. Når først hun har sat sig for at finde det, så giver hun aldrig op. Hun er meget stædig omkring det. Hun er altid sød, og man ser hende altid med et smil på læben, selvom hun tiltider holder sig for sig selv. Hun er ikke særlig vild med at folk kender hendes svagheder og stoler kun på få. Hun hader at være midpunkt, og siger derfor ikke så meget. Hun bliver meget nemt såret, men viser det ikke, da hun er stille lige meget om hun er glad eller ked.
Kendetegn :: - Hendes specielle øjne, der ser meget dybe ud. – Hendes stille ydre. - Hendes sans for næstekærlighed.
Styrker :: Besværgelse, Magiske dyrs Pasning og Pleje, Astronomi og
flyvning. – hun er generelt god i skolen, bortset fra de nedstående fag.
Svagheder :: Noget ægte – en dreng som forstår hvad hun siger.. og hvad hun ikke siger.
Oldtidens Runer, Botani og
Eliksir.
Evt Job :: Quidditch spiller –
Søger for Bellapais
Baggrundshistorie ::
HjembyenRoselle er født i en fransk by ved navn, Dijon. Som er en by i det østlige Frankrig med ca. 150.000 indbyggere. Både hendes mor og far har gået på Beauxbatons – det var der de mødtes, på kollegiet;
Bellapais. Hendes mor Rosette og hendes far, Aimé var begge umenneskelig glade for deres første og eneste barn. Hendes forældre er begge bekendt med magiens verden, hendes mor er heks og far, en troldmand. Livet havde altid gået let for dem, og i modsætning til mange andre, som enten havde mistet deres forældre eller var blevet udnyttet seksuelt. Hendes familie har dog altid været vellidt, og ikke udnyttet deres magi så meget, så det er muligvis grunden til hun er.. som hun er.
Roselle var nervøs og ventede spændt på uglen, der skulle komme. Hun havde altid vidst at hun ville komme på Beauxbatons, og havde glædet sig i alverdens tid. Det var en helt normal dag, Rosette stod i køkkenet, og lavede frokost, mens Aimé sad og fortalte Roselle om magiens alverdener. Han viste hende hvordan han engang havde fanget
Lynet da han var søger for Bellapais i sin tid. Han fortalte en historie, som Roselle havde hørt tusind gange før, men aldrig kunne få nok af.. Historien om hvordan han mødte hendes mor. Hun elskede den historie. Hendes far skulle lige til at fortælle historien, da de kunne høre en ugle tude uden for deres vindue. Roselle drønede hen til vinduet, og med lidt besvær åbnede hun døren. Hun takkede uglen og løb hen til sin far, og satte sig på hans skød, og åbnede brevet:
Dear Miss Bellamont
Nous sommes heureux de vous informer qu'ils sont évidentes pour l'admission de l'école Beauxbatons de sorcellerie et de magie Mans placard. Nous joignons une liste des programmes et le matériel nécessaires.
Premier semestre commence le 1er Septembre. Nous attendons votre hibou au plus tard le Juillet 31.
Cordialement
Xenia Vita Williams
Recteur
Hun læste brevet igen og igen, “Far, jeg starter d.1.September!”, jublede hun, og kyssede ham på kinden og løb ind til hendes mor.
”Mère! Je commence le 1 septembre!”, råbte hun og løb I armene på hendes mor. Hun var glad for hun havde fået sin elskede kirkeugle, Édouard, så kunne hun stryge den fra listen.
Hendes mor smilede, ”Eh bien ma chérie!”, og klukkede så over hendes datteres reaktion. Roselle krammede sin mor, med det største smil plantet på sine læber.
TryllestavenRoselle og hendes mor, gik hånd i hånd hen af Vilundérstræde, og stoppede op foran en butik med et skilt formet som en tryllestav, ”
Phillipé” sagde Roselle og læste hvad der stod på skiltet. Hendes mor nikkede, og begyndte at gå ind. Roselle stod lidt og betragtede det flotte skilt, som skinnede lyst og gyldent i lyset fra vestersolen.
Hun hoppede ivrigt ind til sin mor, som allerede var godt i gang med at snakke med Phillipé. ”Jamen hej min unge dame”, han smilte venligt, ”Hvilken skole?”, Roselle elskede at sige navnet på den fantastiske skole, hun snart skulle på. ” Beauxbatons”, hun smilte et stort gladeligt barnesmil – en smil som kun fandtes på børn. ”Javeljavel..”, mumlede han smilende og gik om bagved, kravlede op af en stige, og mumlede nogle uhørlige ting. Lidt efter kom han ned med en kasse, og tog en flot stav frem. Den var mørkebrun, men når lyset ramte den, så den en smule bronze ud. Hun tog fat i den, men pludselig skød den sig selv væk fra hende. Roselle sprang forskrækket tilbage, da tryllestaven fløj ind i nogle kasser, og der nu lå tryllestave over det hele. Hun rødmede, og undskyldte. Phillipé smilte, ”Det er normalt.. Det er ikke barnet selv der vælger staven, det er staven der vælger barnet”, han klukkede kort, og tog et stort skridt over de væltede tryllestave, og gik helt ned af gangen og fandt en kasse frem. ”Den her.. jeg tror den er lige dig!”, han smilte imødekommende, og rakte kassen til hende. Roselle åbnede forsigtigt kassen, og hendes blik mødte den flotteste stav hun nogensinde havde set. Selv hendes mor udgjorde et lille gisp. Den var hvid, og lavet af briketræ. Hun stod og betragtede den, med munden let åben. ”Rosenblad, let bøjelig, 14 tommer.”, han kiggede på hendes mor og smilte, og kiggede så ned på Roselle, som nu holdte staven i hånden. En varm følelse gik igennem hendes hånd – det var som om at tryllestaven var skabt til at være i hendes hånd.
Hun smilte stort, og kiggede op på sin mor, ”Mor.. den her passer perfekt!”, hendes mor, Rosette, smilede og nikkede kort til Phillipé og fandt sin pung frem. Hun betalte og tog Roselle i hånden, og de gik ud af butikken.
Turen til Beauxbatons En tåre trillede stille ned af Rosette’s – hendes mor – kind. ”Prends soin de toi, chérie.. je t'aime!”, Roselle smilede til sin mor, ”Jeg elsker også dig, mor.. og jeg skal nok passe på mig selv!” hun krammede hendes forældre og kyssede hver af deres kinder. ”Jeg elsker dig, Roselle”, sagde Aimé. ”Jeg elsker også dig far!”, sagde hun og begyndte at gå hen til den lange hestevogn som blev båret af 61 pegasusser. Indenfor i hestevognen var det ligesom et tog. Hun gik langsomt ned af den lange gang og kiggede på de grinende piger der sad i de forskellige kupéer.
Hun satte sig ind i en tom vogn, og kiggede ud af vinduet. Hun fandt hurtigt sin forældre ude i mængden. Hun åbnede vinduet og vinkede, da det lige så stille begyndte at regne, ”Au revoir!”, råbte hun. Hendes mor lavede fingerkys og hendes far vinkede, ”Au revoir!”, råbte de i kor.
Pludselig kunne man høre en fløjte og vognen lettede. Hun kunne ikke se sine forældre længere, og hun satte sig ned. Hun havde den kendte lyseblå uniform på, med den fine hat på skrå, på hendes hoved. Hun lagde hænderne på hendes skød, og sad og betragtede den fine franske natur, som fløj over, som om de blev malet på himmelen. Regnen piskede på vinduet – ikke fordi der regnede specielt meget, men fordi pegasusserne fløj så hurtigt, så det ud som om der var meget regn.
Roselle sukkede, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle lave, da der pludselig var en der bankede på døren. En køn pige, med kastanje-brune krøller, og hazel-brune øjne. Hun havde et par bøger i favnen, og hun havde stadig mugglertøj på. Hun smilede, og det afslørede et lille mellemrum mellem hendes fortænder. Det så faktisk ret charmerende ud på hende.
”Oops Désolé!”, sagde pigen, ”Faites-en quelque chose que je m'asseoir ici?”.
Roselle kiggede på hende og smilte venligt, ”Du skal ikke undskylde.. Og selvfølgelig må du sidde her!”, hun klukkede lidt – noget hun havde fået efter sin far.
”Merci”, sagde pigen og satte sig overfor Roselle, ”Hvad hedder du?”.
”Roselle Antoinette Bellamont”, sagde hun høfligt, og rakte sin hånd frem, som var ibeklædt en flot, hvid, silkehanske, som var en del af den traditionelle uniforn til Beauxbatons.
Pigen tog imod hånden, ”Louise Paradefé Unijele Paduti”, hun smilte venligt.
De havde en fantastisk tur; De spillede kort, udvekslede historier og besværgelser, og grinede.
FordelingshattenHun stod nervøs og trippede oppe i den store sal, sammen med alle de andre nye elever. Hendes hjerte bankede og hun holdte Louise i hånden. Deres hænder var svedige og Roselles hånd rystede. En efter en blev de kaldt op og Roselle var en af de første, da de blev kaldt op efter efternavn. Hun gik rystende hen til stolen, og stirrede skræmt på alle ansigterne der gloede på hende. Hun hørte endda nogle af eleverne fra
Elefsina grine af hende. Hun satte sig rystende op på stolen, tog sin skrå hat af, og fik fordelingshatten på.
”Arh..”, sagde den skræmmende, talende hat, ”Ser man det.. Aimé og Rosettes datter.. ja så.. jamen det er jo nemt så… BELLAPAIS!” råbte hatten, og hun fik et chok. Hun gik hen og satte sig ved de andre elever ved Bellapais’ bord.
Lør Jan 02, 2010 6:24 pm
