Vanith Smith Clinton- Elev på Hogwarts

Fulde navn :: Vanitha Smith Clinton
Blod :: Fuldblod

Alder :: 14

Årgang :: 4

Skole :: Hogwarts

Kollegium :: Slytherin

Udseende :: Langt sort hår, et klogt og bedrevidende ansigts udtryk og en meget veludviklet krop.

Personlighed :: Hun er meget kold (af en slytherin) og er stolt af sit blod. Hun kan nogle gange kan virke ret ondskabsfuld, men overfor sine venner er hun nogenludne flink.

Kendetegn :: Hendes lidt ondskabsfulde grin, og hendes slangepupiller.

Styrker :: Hun er god til besværgelser og eliksirer. Hun er også rigtig hurtig til at lære nye ting, og besværgelser, og kan godt kaldes en stjernelev. Hun er også slangehvisker. Hun er også ret god til Quidditch og elsker at være basker. Hun vil rigtig gerne på Slytherins hold.

Svagheder :: Hun har ikke rigtig nogen svagheder, andre end at hun er let at overtale til at bryde reglerne.

Evt Job :: Hun har ikke noget job. (Men vil gerne være slytherins basker)
_________________________________________________________________________________


Baggrunds Historie ::

Den første hvislen....

Marvelon Clinton sad i en lille stol med en bylt i armen. Hun vuggede den blidt, og smilede til sit barn, der kun var et par dage gammelt. Hun begyndte at synge, ligeså blidt og stille at barnet ikke vågnede.

"Little you,
What do you do,
When you grow,
And take your first step.
Little you,
Join us now,
The dark lord,
You awaits"

sang hun og lukkede øjnene. Hun var sikker på at hendes lille pige ville gøre både hende og Renth stolte. Hun lagde hende ned i vuggen der stod ovre ved kaminen, barnet vendte sig om og sov endnu dybere.

Der var gået to år, og Vanitha var vokset til. Hun var allerede lidt over 70 cm. og kunne både gå og løbe. Hun havde hurtigt lært hvordan man svømmede, og susede rundt på sin legetøjskost hele tiden. Hun stødte nogle gange ind i en husalf, og fik et strengt forbud om at flyve indenfor. Hun brød alligevel hele tidne det forbud, og fløj op og ned af korridorene på den store herrgård, som fammilien Clinton ejede. Deres lille fammilie var på en måde lykkelig, og så alligevel ikke. Vanithas bror Clarion var blevet dræbt i et opgør mellem ministeriet og dem fra den mørke side.
Vanitha havde aldrig kendt ham, og sørgede derfor ikke lige så meget som sine forældre.
En dag da hun gik alene i en af de ukendte korridorer, skete der noget der gjorde at hun opdagede en evne:
Hun gik hurtigt fremad. Hun var nysgerrig, og ville gerne udforske lidt. Hendes lette fodtrin gav genlyd mellem væggene, og sendte et ekko gennem gangen. Malerierne på væggene skyndte sig ud af deres rammer ligeså snart de så hende. De samledes alle i et kæmpestort portræt af hendes far der hang for enden af korridoren. Hun smilede sit lidt ondskabsfulde grin og gik hen og prikkede til dem. Hun hev i rammen, og satte det skævt så de alle sammen væltede ud og ind i et lille indrammet billede af en skål med frugt. Hun grinede da hun satte det på plads igen. Det gav et sæt i hende da hun så nærmere på væggen bag billedet. Det var en skjult dør! Hun rev nærmest billedet af væggen og begyndte at undersøge den, den skulle have et kodeord. Hun rømmede sig og sagde højt, med en lettere rystende stemme "The dark Lord", døren åbnede sig. Hun gik hurtigt ind, og døren smækkede bag hende. Hun stod i et aflukket cirkelrundt rum. Gulvet begyndte at ryste voldsomt, det begyndte at suse nedefter. Vanitha grinede af fryd over den sjove køretur, og følte ikke hvor langt ned hun blev ført. Den stoppede ved bunden af en uendelig skakt, man kunne ikke se loftet. Vanitha kiggede på en dør, der førte ud af 'elevatoren' og gik ud af den.
Indenfor var et uhyggeligt og koldt rum, fugten løb ned af væggene, og i en stort hule, der så ud til at være hugget ud i klippevægen under herrgården, lå en enorm slange og sov. Hun gik hen til den med store øjne. Så smilede hun, hun kunne godt huske sådan en *En basilisk* tænkte hun frydefuldt, og smilede bredt, sit onde grin. Hun lagde en hånd på dens skældede krop. Lynhurtigt sprang den kæmpestore slange op og stirrede på hende. Hun lukkede øjnene og følte en prikken brede sig i hende. Hun åbnede øjnene, stadig uden at kigge på den. Hendes iris tog langsomt form som en slange pupil. Hun åbnede munden, en svag hvislen kom ud
"Læg Dig" hvislede hun og Basilisken adlød. Den lagde sig fladt ned på maven, og så ikke ud til at kunne komme op igen, hun smilede lidt overrasket, men var ellers ret glad. Hun kunne mærke sit hjerte banke helt oppe i halsen, og følte et mindre adrenalinsus. Det næste der skete skete så hurtigt at hun kanpt kunne følge med. Basilisken snoede sig omkring hende og kastede hende tilbage gennem døren ind til 'elevatoren', og den begyndte at glide opefter. Vanitha lå bare overrasket og forpustet på 'elevatorens' bund.
_______________________________________________

Fordelingen....

Vanitha havde, som alle andre i hendes fammilie, fået et brev fra Hogwarts. Hun havde allerede i forvejen været ude og købe de ting hun skulle bruge, og manglede kun bøgerne. De tog en hurtig tur til Diagonal stræde, og købte dem. Vanitha var meget rolig omkring det hele, og smilede bare. Hun skulle selv finde til perronen, og stige på toget, da hendes forældre, og andre slægtninge, ikke kunne komme. Hun ville heller ikke rigtig have dem med, så hun var blevet tilfreds da hun fik det at vide.
Hun steg på toget, og fandt en tom kupé i den bageste vogn. Hun sad bare og kiggede ud af vinduet, hun var komemt for tidligt og skulle vente i lidt over en halv time. Hun sukkede og trak sin tryllestav frem. Hun slog et sving med den og små røde gnister fløj ud i luften. Tryllestaven var en 13 tommer basilisk skæl og takstræ, bøjelighed 2. Hun smilede og trak en bog op. Hun ville øve sig på en af de besværgelser hun havde læst om. Hun rev en side ud af bogen og rettede tryllestaven mod den "Reparo" mumlede hun og siden hægtede sig igen fast i bogen og så ud som var dne aldrig blevet rørt. Hun smilede og lagde tryllestaven tilbage i sin lomme. Bogen lagde hun tilbage ned i tasken. Hun var meget tilfreds. Hendes besværgelse var lykkedes første gang!
Da toget endelig satte sig i bevægelse, sad hun satdig alene i kupéen. Alle der havde kigget ind, var hurtigt væk igen da hun rettede sine slangepupiller mod dem. Hun smilede ondskabsfuldt hver gang der var en der skyndte sig væk.

Hun så rundt, storsalen var fudlstændig som hendes forældre havde beskrevet den. Stor og smukt prydet. Loftet var en nøjagtig kopi af himlen udenfor, og det lignede næsten at der ikke var noget tag. Hun smilede da hun så den gamle mølædte hat på skamlen. En lærer stod ved siden af den.
Der gik et sæt igennem alle førsteårseleverne da hatten pludselig åbnede en sprække i skyggen og begyndte at synge, den sang;

"Oh, you may not think I'm pretty,
But don't judge on what you see,
I'll eat myself if you can find
A smarter hat than me.

You can keep your bowlers black,
You top hats sleek and tall,
For I'm the Hogwarts Sorting Hat
And I can cap them all.

There's nothing hidden in your head
The Sorting Hat can't see,
So try me on and I will tell you
Where you ought to be.

You might belong in Gryffindor,
Where dwell the brave at heart,
Their daring, nerve and chivalry
Set Gryffindors apart;

You might belong in Hufflepuff,
Where they are just and loyal,
Those patient Hufflepuffs are true
And unafraid of toil;

Or yet in wise old Ravenclaw,
If you've a ready mind,
Where those of wit and learning,
Will allways find their kind;

Or perhaps in Slytherin
You'll make your real friends,
Those cunning folk use any means
To achieve their ends.

So put me on! Don't be afraid!
And don't get in a flap!
You're in safe hands (though I have none)
For I'm a Thinking Cap!"

Et hav af klapsalver brød ud i salen, og hatten bukkede til hver af bordene. Læreren der nu stod med en liste i hånden, begyndte at råbe navne op.
"Abbis, Perky!" råbte hun og en lille mager dreng kom på rystende ben op og satte sig på skamlen. Han fik hatten over hovedet. Der gik lidt tid inden hatten råbte
"Hufflepuff!" og drengen skyndte sig ned til Hufflepuffs bord. Læreren så på listen og hendes ansigt lagde sig i dystre folder,
"Clinton, Vanitha!" råbte hun og vanitha gik rank op og satte sig på skamlen. Hatten blev sunket over hendes hoved. Hun hørte en hvisken i sit øre
"En Clinton hva´? Slytherin..? Du syntes anderledes.....Du kunne sagtens komme på Ravenclaw..." hviskede den. Vanitha sad bare roligt og lod den afgøre det. Det gav et sæt i den "Nej du skal ihvertfald på..
SLYTHERIN!!" råbte den og hatten blev løftet af hendes hoved. Hun smuttede tilfredst ned til Slytherins bord, og selv de andre Slytherinner veg tilbage fra hende.

__________________________________________________________________________

Ikke godkendt!

Personligheden giver ikke nogen mening "Hun har ikke noget i mod muggler fødte, men kan ikke sådan rigtig lide dem. " det er ligesom at sige jeg elsker dig, men jeg hader dig. Kræver enten bedre uddybelse ellers skal en af tingene rettes.
Og endnu en grund er at din karakters møde med basilisken, det virker lidt sært at familien har sådan en liggende, men det kan jeg godt gå med til. Det jeg ikke kan gå med til er at din karakter får øjnkontakt med den, hvis man ser en basilisk i øjne, så dør man omgående.



/Edmund