Elev på :: Beauxbatons
Fulde navn :: Carry Smith
Alder :: Fyldte 16 i december.
Årgang :: 5.
Skole :: Beauxbatons
Kollegium :: Olympen
Udseende :: Langt brunt hår, Brune øjne, Solbrændt hud, 171 cm høj, smal næse, lange tynde fingre, B75, str. 39/40 i sko, str. 39/small i tøj.
Personlighed :: Kan virke en anelse snobbet overfor personer der fremstår kiksede, har behov for at have én bedste veninde at klynge sig op af, tror at hun er sjov (ved ikke om andre synes), er meget overfladisk og narcisistisk. Er enormt glad for tøj og drenge. Er socialt anlagt, bryder sig ikke om at være alene.
Kendetegn :: Stort smil, høj latter.
Styrker :: Hun er god i Magiens Historie, men ellers ikke så mange andre fag. Ellers er det en styrke for hendes karakter at være udadvendt. Så er hun enormt god til at folde servietter.
Svagheder :: De fleste fag i skolen, drenge med brune øjne, lave lektier til tiden, respektere autoriteter.
Evt Job :: Intet
Baggrunds Historie ::
En tidlig december morgen, hvor frosten havde et godt tag i Paris’ gader, blev der født et skrigende barn på hospitalet.
Hun blev døbt Carry Smith af sine stolte forældre, som altid gav hende den fornødne opmærksomhed, og forkælede hende, da hun var den yngste af en søskende flok på 3.
Hun havde altid haft sine to storesøstre at se op til. Måske var de ikke lige de bedste forbilleder, når man ser på hvordan hun er i dag.
Som 9 årig rejste familien fra Paris, og til Lyon, hvor de slog sig ned i et lille hyggeligt hus.
Det var noget som Carry var enormt utilfreds med, da hun så måtte sige farvel til alle sine venner i den skole hun gik på. Hendes forældre havde nemlig bestemt sig for at Carry skulle gå i skole som et normalt barn, indtil at hun kunne komme på Beauxbatons, den franske magiskole.
Som 11 årig fik hun sit brev, og kom afsted, fuld af forventning.
Dog fandt hun hurtigt ud af at menneskene på skolen interesserede hende mere end timerne gjorde, så hun fandt hurtigt en lille flok af venner, som hun følte hun altid kunne stole på.
Det endte med at hun kunne finde på at pjække fra timerne, for i stedet at være sammen med sine venner, noget lærene hver eneste gang slog hårdt ned på.
I en alder af 13, en sommerferie hvor hun var hjemme hos sin familie, var de taget en tur til Paris sammen, og et seriøst vendepunkt skete i hendes liv.
På vej hjem fra besøg hos en ven, blev hun overfaldet af en mand på omkring 30, som voldtog hende. Hun havde efterladt sin stav hjemme, og var derfor ikke i stand til at kunne forsvare sigselv.
Hun vendte hjem, og fortalte ikke sine forældre om historien. Hun låste sig inde på sit værelse, og stirrede tomt frem for sig i dagevis. Først imod slutningen af sommerferien, havde hendes forældre fået nok, og tvang hende til at fortælle, hvad der trykkede.
Grædende fortalte hun om den forfærdelige oplevelse hun havde haft, og hendes forældre blev chokerede over at deres datter havde båret rundt på så tung en byrde uden at de kendte noget til det.
Der blev straks ringet til politiet, og takket være Carrys gode fotografiske hukommelse, kunne hun fortælle udførligt hvordan gerningsmanden havde set ud.
Han blev fanget en måned senere.
Man skulle tro, at hun nu resten af sit liv, ville være indelukket og ked af det, men tværtimod fik det hende til at åbne endnu mere op for andre mennesker, fordi at hendes forældre havde bevist for hende at man kunne fortælle folk om alt.
Hun tør godt fortælle historien til andre mennesker, men gør det helst ikke, men alle hendes tætte venner kender til det.
Når hun er blevet mere social efter den oplevelse, kan man godt komme til at sætte spørgsmålstegn ved det, men det handler også meget om for hende, at være travlt beskæftiget med noget andet, så minderne ikke trænger sig på og gør hende ked af det. Det lykkes hende næsten konstant at have en glad facade sat op for andre.
Hun har haft et meget normalt liv, med få nedture og få totale opture.
Ons Dec 30, 2009 9:22 pm
...