Fulde navn :: Edmund Burke
Blod :: Mugglerblod - men har magiker som forædre, deres forældre var muggler.
Alder :: 15
Årgang :: 5.
Skole :: Hogwarts
Kollegium :: Gryffindor
Udseende :: Noget nær det lyseste hår man kan have og semi langt hår, desuden så har han også mørkeblå øjne som nærmere sig grænsen til at kunne kaldes grå. Han er ca. 180 høj og vejer omkring 60 kg. Når han ikke har sin skole uniform på, går han i noget af det lidt finere tøj såsom skjorte, polo osv.
Personlighed :: Han er en glad dreng der altid er i godt humør, han prøver at gå til livet med en glad og positiv til gang, men hvis der noget der ikke lige går hans vej så giver han ikke op, men udfordre udfordringen og prøver at overkommer den. Han tror på der er noget godt i alle mennesker og behandler alle folk ordentligt, han behandler alle med respekt og ønsker at undgå konfrontationer, men han har dog indset at nogen gange bliver man nød til at tage kampen op for at overbevise de andre, det kan resultere i alt fra en diskussion til en duel. Edmund er også en af de mere eftertænksomme typer og kan godt bruge en eftermiddag på at spekulere om det nu også var rigtigt af ham at handle som han nu gjorde, eller spekulere på alle mulige andre ting i livet.
Kendetegn :: Altid smilende og i godt humør, han har også altid en læderhalskæde med et kors på.
Styrker :: Forfærdelig god til alt med en tryllestav, tænke tingene igennem, formulere sig, diskutere, en vilje styrke uden lige også er han os god fysisk.
Svagheder :: Tror på der er godt i alle og kender ikke alle livets hårde sider.
Job :: Angriber og anfører på Quidditchh-holdet
Bagrundshistorie:
Der var engang… Edmund Burke blev født den 9. juli, det var en dag som alle andre dage. Hans far, Richard Burke, som var en advokat der arbejdede med juridiske spørgsmål var midt i en yderst vigtig sag, da en af genboer kom bragende ind i lokalet hvor Richard og han kollegaer befandt sig, ”Richard! Mary hun…” han blev afbrudt af Richard ”Hr. Wilson, kan de ikke se at vi er midt i en vigtig fortagende, De bedes venligst forlade rummet så vi kan få afsluttet denne sag” Hr. Wilson så lamslået på Richard, den ellers altid så rare mand, der altid var den første til at byde på kaffe og te havde bedt ham om at gå. Han rystede forvirringen af sig ”Jeg tror ikke De forstår, Mary hun!” han var stadigvæk for rystet til at kunne bevare stemmeføringen ved dens fulde fem. Richard sukkede kort, da han indså at Hr. Wilson ikke ville forlade dem uden at have videre bragt den besked som han var kommet for give ”Ja, Hr. Wilson? Hvad er der med Mary?” spurgte han. ”Hun er ved at føde!” Ordene røg ud af munden på ham så han selv var overrasket og hvilken fart de var blevet skudt ud med. Richard, som var i gang med at tage en tår af sin kop kaffe tabte kruset og så forbavset op på Hr. Wilson og greb der næste efter sine papir og pakkede alle tingene sammen imens han mumlede et par korte sætninger til sin sidemand der nikkede forstående og satte dernæst kursen mod døren hvor Hr. Wilson var kommet ind fra, han forlod rummet i et stille tempo så han så nogenlunde anstændig ud, men straks da han havde forladt rummet begyndte han at sprintede af sted mod parkeringspladsen, hvor efter han kastede sig ind i sin splinter nye jaguar og satte kursen mod sit hus og efterlod Hr. Wilson på parkeringspladsen.
Magi for første gang…”Sjovt at tænke på” sagde Edmund ”For en uge siden sad jeg i Willington Private School og havde matematik og i dag sidder jeg her, på en strand i Spanien” og grinte kort mens han prøvede at færdiggøre voldgraven rundt om hans sandslot, men hver gang blev det forpurret af havvandet. ”Tjaah, for en uges tid siden var jeg i færd med at skrive min sidst artikel på bladet for denne sæson” svarede hans mor fra sin liggestol imens hun læste den færdige udgave af det blad hun var journalist for. ”Hvornår kommer far hertil?” Spurgte Edmund og så op fra sit sandslot som vandet var gået i gang fortærer, han havde mere eller mindre op givet at redde det. ”En gang i næste uge, når de er blevet færdige med den sag. Du ved jo din far hader at efterlade ting der kun er halvt færdige” svarede hun forsat begravede ned i bladet. Edmund smilte ved tanken om sin fars kendetegn og rejste sig op og børstede sandet af sine ben, imens han kiggede rundt på stranden efter noget spændende, oppe hvor hotellerne lå, var der en tryllekunstner der underholdte nogen af børnene. Edmund grinte lidt af de bund der gad se på sådan en billige kopi, han havde jo den ægte vare – eller det ville han i hvert fald få når han startede på Hogwarts. Han spejdede videre rundt på stranden og fik øje på nogen jævn aldrene lokale børn det løb rundt og spillede fodbold på stranden. Edmund elskede fodbold, der gik ikke en dag hvor han ikke spillede eller rørte en bold. ”Mor, jeg går over til de andre og spørg om jeg må være med” sagde han og satte i løb mod de fodboldspillende børn og overhørte sin mors stemme som fortalte at han skulle være tilbage om en halv time. Da Edmund kom over til de andre børn fik han lov til at deltage i deres fodboldkamp. Selvom han aldrig var blevet undervist i spansk forstod Edmund alt hvad de andre børn sagde og talte om. Han blev selv lidt skræmt over det, men undlod at gøre noget ud af det. Det begyndte at blive mørkt, da de var færdige. Edmund har ikke den bedste tidsfornemmelse så han havde ingen idé om hvor længe de havde spillet, men kunne nok godt regne ud at det var mere end han egentlige havde fået lov til. Han satte kursen mod der hvor hans mor havde lægget i håb om hun stadigvæk befandt sig der, men hun var der heldigvis ikke for i så fald havde tidevandet taget hende med sig. Edmund blev ikke så lidt bange og satte kursen mod det nærmeste hotel og fandt hurtigt receptionen og fortalte at han var blevet væk fra sin mor, kvinden i receptionen nikkede forstående og tog telefonen. Nu skete det igen, Edmund kunne igen forstå hvad det var der blev sagt i telefonen ”Er det politiet?”. POLITIET tænkte Edmund ”Jeg skal lige, ehm… på toilettet” sagde han pegede over mod toilettet som lå bag ham, damen vinkede for at vise det var i orden. Hvad gør jeg nu tænkte Edmund højt Hvorfor ringer hun dog efter politiet, han så sig fortvivlet omkring, bare der havde været et vindue jeg kun kravle ud af han tænkte så det knaget. Hvad havde hans far dog gjort, hvis han bare havde været her nu, Edmund lukkede øjne hårdt og knugede hænderne hårdt sammen mens han tænkte på hans far og pludseligt lød et højt knald. Nu det slut tænkte Edmund nu kommer det og tager mig med dem, ”Edmund?” lød en velkendt stemme, men kunne det virkelig være? Edmund åbnende svagt sine øjne og rigtig nok, det var hans far. Han kastede sig i armene på ham og gav ham et stort knus. Hans far satte ham efter et langt kram ned og Edmund opdagede til hans store forbløffelse at han var hjemme i sit eget hus.
Der ville komme mere med tiden, men ønsker at komme i gang med at skrive så hurtigt som muligt
...
/Edmund
Fre Jan 01, 2010 6:00 pm
