Livia Mira Les Dessins - Elev på Durmstrang

Fulde navn :: Livia Mira Les Dessins
Blod :: Fuldblod!
Alder :: 16 skønne år
Årgang :: 6. årgang
Skole :: Durmstrang
Kollegium :: Kronos (ofc..)

Udseende :: Det franske og sydlandske sætter sine spor i hendes årer, blander sig ud til det, som udgør hendes udseende. Hun er hverken bleg, eller totalt solbrun, nej hun er en blanding. Med hendes grønne dybe øjne, som er mere lukkede end noget andet, virker de stadig som et bundløst hul. Livia er en middelhøj pige med en kold og stolt udstråling. Hendes ydre viser tydeligt hendes kollegium. Hun går altid med sin skoleuniform, hvor Kronos’ våbenmærke stolt sidder ved brystet.
Hendes hår er som en vred dans af rødbrune flammer. Let danser det om hendes hoved i enhver vind, afspejler hendes oprørske og kolde indre.
Personlighed :: Kulden og roligheden går hånd i hånd som en dans inden i hende. Den finder altid vej til overfladen, og lægger sig om hende, som var det en kappe, der ikke kan/kunne tages af. Det indre gemmer på meget mere end nogen nogensinde vil se.
Hun er forholdsvis rolig og kold i enhver situation, men undtagelser kan altid indtræffe. Nogen vil kalde det hun er for ond, men hun selv siger mere, at hun blot holder retfærdigheden oppe over for dem, som den skal holdes oppe overfor. Livia er ikke en tilhænger af mugglerfødte. For hendes skyld kunne de mugglere sagtens blot tage af sted uden Livia selv ville bemærke noget. De forpester blot skolen.

Kendetegn :: Hendes mest specielle kendetegn er nok hendes rødbrune hår, som aggressivt danser i enhver vind. Derudover hendes kulde/stolthed og hendes Kronos’ våbenskjold, som sidder på hendes kappe.
- Hun har dog også et mærke på højre hånd, som forestiller en slange..
Styrker :: Hun er utrolig god til at tegne, og besværgelser er også en høj styrke for hende. Mørk magi! Hun er god til at bevare roen i enhver lejlighed. Om det så er et skænderi eller en kamp til døden, så har hun en kulde og rolighed oppe.
Hvis ikke man kendte Livia bedre, ville man falde i enhver løgn hun kom med. Hun er mester i at lyve. Hun har altid været mester i det at lyve.
Svagheder :: Hun har en stor svaghed i fagene Eliksir og Botanik. Dette banker bare ikke i hendes årer. Derudover har hun en svaghed for

Evt. Job :: Journalist for skolebladet (? xD). Livia elsker mere end noget andet at skrive, og det sammen med at tegne. Med fjerpennen i hånden vokser en følelse i hende.. Ideerne strømmer til hende, som var hun en omvandrende ordbog, som satte ord sammen i perfekte sætninger.


Baggrunds Historie ::
En fødsel
En forholdsvis normal aften brød igennem den kolde facade, som holdt liv på det store slot, eller næsten slot. For det blotte øje for mugglere ville der intet kunne ses end en ruin, men for magikere lå et langt mere magisk syn bag. De store vinduer afspejlede månen, som fuld stod højt over den stjernespættede aften, som holdt denne december ekstra oppe. Murstenene på dette mægtige og flotte slot bar en dybrød farve, som stod i en kontrast til natten, som hang som en knusende ro omkring dette hjem. At en handling og en glæde ville træde ind her, var ikke ligefrem forventet, men med nattens knusende mørke og ro, hvad kunne man så forvente efter sit eget hoved?
Pejsens flammer var aggressive og slikkende. De ville ud, ud og lave ravage i den store stue, som denne pejs befandt sig i. Let så disse aggressive flammer til, mens en lænestol drejede sig, og et par isblå, stikkende og kolde øjne så mod flammerne. Dette blik ville have frosset flammerne ned, hvis det havde været en mulighed. Manden i lænestolen kastede et blik over sin skulder. Han afventede sin kone, som snart ventede sig et barn. Han så helst, at det blev en stor, stærk og maskulin dreng, som denne mand selv. Hans hår var i en mørk brun farve, næsten sort. Han gik i ét med nattens mulm og mørke, som dansede sig vej gennem stuen.
I stuen stod der 2 lænestole vendt mod pejsen, som var bagerst i lokalet. Store reoler strakte sig vej gennem lokalet langs væggen på sydsiden, hvor vinduerne ikke var. Væggene var i en dyster mørk farve, som blot gjorde rummet en del mørkere, end det egentlig var behøvet. Gulvet er fint trægulv, som er det eneste, som kan give stuen en smule lys.
Et lavmælt skrig hørtes fra gangen. Manden lod et let smil glide over sine læber. Derek hed han, hvilket han til tider ikke var tilfreds med. Han følte sig som en… En muggler med det navn. Han gik med lette og rolige skridt mod gangen, hvor han hurtigt fandt sin kone, Analina, sammenkrøbet. Ord løb over hendes læber som et vandfald, men det var uforståeligt. Derek tog om livet på Analina, og bar hende af sted til soveværelset, som lå knap ti meter fra stuen. Længere nede ad gangen blot. Døren stod halvt åbent, som om der allerede var en derinde.
Informationerne kom hurtigt ud allerede en time senere. En pige var født, skøn og lille som hun var. Hendes øjne bar en grøn farve, hvor et roligt blik tungt hang i. Derek fik sammenbidt over læberne, hvad han havde fået. Alle de andre på slottet jublede, men ikke Derek. En dreng var behøvet i hans selskab, ellers var der intet at kendes ved. Sådan lå livet til i hans nærvær. Piger skulle blot bruges til at føre slægten videre, mens drenge skulle gøre det beskidte arbejde. En lav ond latter kom fra ham. Mon ikke nok han kunne få en ond en ud af hans nyfødte datter?

Afstraffelse
Som årene gik, blev den lille pige højere, og mere og mere som sin far. Derek holdt en kulde mod hende, som han ikke skænkede andre. Denne kulde var dødbringende – Stikkende! Livia lærte hurtigt. Op var op, og ned var ned.. Sådan stod tingene. Hvis ikke hun lyttede kom hun op. Højt op, og så gik turen ellers bare ned. Hun ømmede sig altid efter, selvom det egentlig var tegn på svaghed. Hun var fyldt fire på nuværende tidspunkt, og endnu en tur var gået op.. Og ned. Det kildede i maven på turen ned, men hun vidste, at smerten ville overtage hendes krop i et stykke tid. Hun trak vejret i de rolige og lette stød, og holdt en kulde oppe, stikkende og hård.
Turen var gået ned. Hårdt var hun atter endt på den iskolde og forfrosne jord, som vinteren havde været så dygtig at fikse. Hun lukkede kort sine øjne, hørte et støn komme over sine læber, men intet andet. Hun hadede, når hendes far Derek svang staven. Det betød kun smerte, det havde hun lært af erfaring. Denne smerte. Et ondt glimt afspejlede sig i hendes øjne fra Derek. Hun sagde aldrig far eller mor. De viste blot en kulde og ingen kærlighed, hvis det ord blev brugt. Hvis hun sagde deres navne, kom atter en kulde, som hun til tider følte, hun fik forfrysninger på. Smerten satte sig i hende, lagde sig som en kold og rolig tåge om hendes hjerte.
En kulde var født i hende.

En Anderledes Verden
Timer, måneder og ikke desto mindre år gik. Livia ældedes, og langsomt begyndte hun at blive større, og hendes lyster til den mørke magi voksede. Hun var for længst fordelt til Kronos, hvilket blot var det kollegium, som passede til Livia. Hun havde ikke følt sig det mindste nervøs, for hun vidste hvad kollegium, der ville blive hendes. År på skolen var gået. Mange smerter og lidelser havde hun forvoldt, og med et ondt smil på læben, afspejlede hendes indre hende. Et dybt had var i hende. Så meget havde forvoldt så meget had. Hun snakkede aldrig om sin barndom. Den havde været rimelig normal, selvom selve barndommen for hende sluttede tidligt. Livia ville aldrig i sit liv være flink den første gang hun mødte en. Hun havde lært af fejl, og til dels også af hvem, der egentlig var på Durmstrang.
Tiden havde sneglet sig frem til hendes femte år på Durmstrang. Sommerferien var i fjerde uge. Varmen ville have været fremme, hvis ikke skyerne og regnen var fremme. Det var 22 om aftenen, og Livia luskede rundt uden for. Skoven stod på forskellige længder fra hinanden. En sti snoede sig imellem træerne, selvom den var gemt mellem mange buske, græsset og mørket, som slog sig ned over slottet og skoven. Sommeren gav en smule varme i den ellers så kolde aften. Livia satte fødderne foran hinanden. Hun vovede sig væk fra stien, og ud i det tunge mørke, som træerne var med til, at lave. Spændingen satte sig i hendes ærer, ude på eventyr. Et køligt smil krusedes over hendes læber.
”Giv dig til kende” Lød det som altid fra et krat blot et stykke derfra. Livia rankede sig, gjorde holdningen stolt og rank, mens kulden tog til i hende. Livia trådte nærmere. Hun greb en kastekniv fra det lille hylster, hvor der sad et stykke papir på.
Livia stod der på papiret. Let blev kniven kastet. Den fløj gennem luften, og velplaceret ramte den manden, hvis stemme kort tid før havde lydt i skoven. Et brøl af smerte hørtes fra ham, og Livia lod et iskoldt smil kruse over sine læber. De tumper skulle virkelig til at passe på. Let trådte Livia mod krattet, som om det var svar nok med kastekniven. Et ondt glimt dansede over hendes øjne, mens roligheden lå i hende. Hun trak kniven fra mandens arm, og proppede den i hylstret. Kniven havde hun kun medbragt for sjov. De var virkelig ikke for kloge disse personer, som var i skoven efter mørkets frembrud.

I en kreds stillede de sig i en kreds om Livia. Alle havde de en stav løftet, men ikke af specielle grunde. Livia havde kun forventet to personer. Der stod nu 8 omkring hende. Den ene af dem var ham, som havde fået kniven i armen. Roligheden sank sig over hende. Hun så en af dem tråde nærmere, og afventende betragtede hun ham blot. Ord lød gennem skovens stille og ro.
”Velkommen til En Anderledes Verden”

Bliver rettet i indimellem.. ^^

Den er godkendt, god skrevet! (: