Magi i rummets fremstillede mørke..

Aeron Stod i rummet. Det ild-oplyste rum, der var dekoreret i Kronos specielle farver. Våbenmærket hang over pejsen, hvor gule flammer lystigt brændte. Stole og et bord stod i midten, over et tykt tæppe. mod de bare vægge stod to reoler.. Resten var brugt til billeder, der alle lå og halvt sov. To krogede ildstager hang på hver sin side af indgangen. kort sagt lignede dette hvilket som helst andet kollegie værelse.. dog var der bare ingen vinduer.

Et grønt skarpt lys fyldte det møblerede rum et øjeblik,skabte en fantastisk fare, da rummet ellers var fuldstændig mørkt, så blev der ingen dunkelt. Lyset var kommet fra ilden, der på durmstrang jo blev brugt til magi, og ikke som enhver anden ild der plejede at bringe varme og god stemning. Aerons stav var trukket, og med et let sving, fik han roligt noget af ilden til at svæve ud af pejsen. Atter svingede han Staven, der var sort som hans hår og øjne, og fik ilden, der nu var grøn, til at udforme sig i luften foran ham, og ændre sig til et fint mønster.. et tegn. Aeron betragtede det med hovedet på skrå. Det var aften, og grænsen for hvornår man skulle i seng, var overtrådt. Dog tænkte Aeron hverken på senge eller det måltid han var gået glip af, men kun på dette tegn, han forsat ændrede og forandrede. farve.. størelse.. lys . konstant, som ville det aldrig stoppe. Skyggerne dansede over væggende, og Aeron betragtede det der så, så harmløst ud, med et lille smil. Ingen ville komme fordi nu.. klokken var for mange!

En skarnfare af smukke lys, fór gennem luften omkring hende. Det gik fantastisk hurtigt, i forhold til hun skulle over i den anden ende af landet.

Roselle var sneget sig ned i Bellapais' opholdsstue, og havde endeligt besluttet sig for at transportere sig over på den såkaldte hårde skole Durmstrang. Hun havde taget sin yndige lyseblå, silke-uniform på, skrå hat, og hvide, silkehansker på. Hun stilte sig foran pejsen og kastede noget pulver og nævnte hendes tilflugtssted..

I det næste stod hun i en slukket pejs, og kiggede på et rum - der lignede en opholdstue - som var oplyst af et grønt lys, der formerede sig til former i luften. Roselle trådte langsomt ud af pejsen og rettede sig op, hun børstede støvet af hendes uniform, så godt hun kunne, og kiggede rundt i rummet.
Hun fik hurtigt øje på det eneste synlige menneske der var derinde. En høj, muskuløs mand - eller dreng - med mørkt hår og mørke øjne. Han så meget koncentreret ud, og en stor del skræmmende.
Hun gispede let da hun så hvad han havde gang i.. Det så ikke specielt.. godt ud. Hun regnede med at drengen hurtigt ville lægge mærke til hende, men hun havde intention til at finde ud af hvad han var for en, da han lignede en man nemt kunne psykisk misforstå.

Aerons mørke øjne landede med det samme på hende. nærmest ør han egentlig bemærkede hvad, eller hvem det var. Som han fornemmede den nye lugt, hun medførte dette mørke lokale. gjorde det anderledes. Kort sagt kom det som lidt af et chok, det var ikke hver dag, at nogle, som endda var klædt såda, valgte at dukke op.. sent om aftenen og endda i den mest berygtede opholdstue.. der hvor reglerne fortalte sit, og var langt strengere.. måske hang dette sammen med overhovedet?
Mønstret flakkede, og som ildens reaktion på denne fremmede blev den blindende sølv, ja nærmest hvidt, der kastede et blegt lys over rummet, og fik det til at se lige så, hvis ikke mere, urealistisk ud end forvejen. Dog var Aerons øjne forsat mørke, betragtede denne pige, der tydeligt var havnet det forkerte sted!
" Hvem er du?" stemmen va krævende men på sin vis høflig. ufattelig høflig.
Han gemte staven væk, og ildens formede en spiral der snoede sig hurtigt opad, til den ramte det mørke loft, og dryssede ned som snefnug og forsvandt. Øjnene så ned af hende. Ja, hun var ikke herfra - tydeligt. Hans egen uniform i grå, med de prydende sorte knapper langs siden, afslørede at han var vant til kulden der var i dette land.. der boede i dette slot.
han afvendtede det svar han havde krævet så høfligt, men bestemt fra hende..

Hun blev forskrækket da han pludselig kiggede på hende og veg tilbage så hun slog hovedet let ind murstenene over kaminen. Hun tog sig til hovedet og mumlede noget uhørligt.
Hun lagde mærke til hvor koldt der egentlig var, og lagde armene om sig selv, og prøvede at varme hendes arme. Hun var sikker på at hun var havnet det rette sted, men havde dog troet at der ville være varmere indendørs, "ehm.. Roselle Antoinette Bellamont", sagde hun og bevarede den høflige tone, selvom hun tøvede. Hun så ham i øjnene, men blev nødt til at kigge væk, og kiggede så istedet på hans ansigt. Drengen var egentlig ret køn, og hun var sikker på han var venligere end han gjorde udtryk for. "Og du?", spurgte hun stille, men alligevel nysgerrigt. Hun sukkede let og kiggede på hans uniform. Den så ud til at være dejlig varm - i modsætning til hendes tynde silkeuniform. Hun bed tænderne sammen, da hun ellers ville komme til at klapre med dem, hvilket ville se ynkeligt ud.
Hun prøvede at smile, men kulden, og det at være alene i et fremmed land, med en fremmed dreng var ikke ligefrem tryggende, og gjorde hende ikke i humør til at smile. Hun førte langsomt sin ene hånd ned til hendes lomme, hvor hendes tryllestav befandt sig, og holdte om den.. det gav en vis tryghed. Hun slap ikke blikket fra ham, men afventede tavst hans svar.

Aeron betragtede hende.. et kort hånligt glimt kunne ses i hans øjne, og hun kom langsom til at fremstå mere og mere ynkelig og malplaceret i dette her. først og fremmest hendes tøj, som var det første han havde bemærket - tøj der ikke passede til dette klima overhovedet.. ja, hun frøs jo ligefrem. kort lod han blikket glide ned, ned at sit eget varme tøj! det næste han var faldet over i hendes ynkelige forsøg på et førstehåndsindtryk, var at han havde banket hovedet op i murstenene som pejsen var lavet af. Aeron sukkede lavt og opgivende af dette, af den fremmede..
han lyttede til hendes præsitation, der lød lige så ynkelig, som hendes handling havde set ud. lød det ikke.. fransk? Nogle brikker faldt på plads. som om dette var det specielle kendekegn, for alle dem der kom fra Frankrig - et latterligt indtryk og udvalg af tøj...
Aeron sprang elegant over hendes spørgsmål.
" Hvad bestiller du på Durmstrang?" hans stemme var skarp, skarpere end sidst, og hvis den før havde lydt krævende var det tonefald han brugte nu, nærmest befaldende.. dog stadig med en klang af forfærdelig høflig..


// du bad om det hurtigt, så her xD //

Hun kunne ikke lide det udtryk han havde eller den tone i stemmen.. det var hånligt, og hun følte sig lille og svag. Roselle kiggede undskyldende på ham, og kiggede så ned i jorden, "Det ved jeg ikke..", dét svar ville sikkert få hende til at virke endnu mere ynkelig, men rent faktisk var hun der jo bare for at afprøve kimin-transportering.. eller hvad? Hun skævede op på ham, for at se hans reaktion, og først nu kom hun i tanke om at han ikke havde svaret på hendes gengældende spørgsmål; "Jeg prøver igen; Hvem er du?", spurgte hun og var selv overrasket over at hun lød så bestemt, da det ikke var normalt for Rose. Hun tog tøvende et skridt hen imod ham, da han virkede præcis som den type, hun gættede på han var: et koldt og ubarmhjertigt muskelbundt, der egentlig rømmede megen kærlighed og sårbarhed, men som han skjulte i hans hårde attitude. Det var sådanne - misforståede mennesker, som Rose altid prøvede at hjælpe over på deres gode side. Hun prøvede altid at se det gode i en, og ham her havde seriøst brug for det. Hun ville gerne hjælpe ham, hun blev bare nødt til at finde en svaghed - ikke en svaghed hun ville udnytte ondt - men en svaghed som kunne hjælpe hende på rette vej, for at få det gode frem i ham, hvilket virkede som en stor udfordring.. En udfordring hun med glæde havde taget imod, og ville færdiggøre - lige meget hvad det krævede.

//Haha, normalt når folk skriver hurtigt, så skriver de bare en 3-4-5 linjer.. xD //

Aeron nikkede.. selvfølgelig vidste hun ikke hvad hun lavede her. det der overraskede Aeron mest var at han overhovedet havde spurgt. når svaret jo var så indlysende.. Tankerne om hvilken måde han skulle få hende til at forsvinde på, skød frem i hans hoved, der var mange muligheder på det punkt. Dog fik han ikke fundet en løsning, da han bemærkede hendes skiftende tonefald, der medvirkede at hovedet blev lagt lidt på skrå, for at betragte hende.. som var det først nu, at hun var dukket frem, og alt det andet ikke engang var værd at se på. når det kom til stykke var hun ikke grim. tværtigmod. Sådan som hun efter det dårlige førstehåndsindtryk, alligevel trådte frem for at forsøge igen, fik et lille glimt til at sætte sig i de mørke øjne. Altså var hun alligevel en smule viljefast.. siden hun ikke blot trådte tilbage og forsvandt. Det fangede Aerons nysgerrighed, og han svarede.
" Jeg er Aeron. - Xellowyan's søn." det var en vane at Aeron præsenterede sig selv sådan.. måske fordi at hans far havde så meget respekt her i landet.. i nord! Dog tvivlede HAn på om hun havde hørt navnet.. om hun overhovedet lagde mærke til det. For faderen var respekteret for sine forsøg med mørkt magi.. og Aeron regnede ikke med at det var det frankrig, og beboerne lagde stor vægt på.. nej nærmest det modsatte, når han tænkte over det. Derfor var en af grundende til hans stille nysgerrighed var vækket for at vide, hvad hun så bestilte her.. når dette sted kun var spundet i sort magi og dens hemligheder!

// var færdig, skrev bare ikke mere på xD //

Hun samlede sine fødder, og overraskende nok var hun kommet en del tættere på - tættere en hun havde regnet med. Hun foldede hendes hænder foran sig, og kiggede tavst på ham.. Hun lagde mærke til at han lagde sit hoved en anelse på skrå, og af en eller anden grund, gjorde hun det samme - ikke specielt tydeligt, men hovedet vippede alligevel lidt til venstre. Hun udgjorde et svagt smil da han svarede på hendes spørgsmål, "Aeron..", sagde hun og nikkede som en hilsen. Det var af ren høflighed hun gjorde det, og noget hun var vokset op med. Hun undrede sig over at han nævnte hans fars navn, men tænkte at det sikkert bare var en tradition her i landet.. Hun kom pludselig i tanke om at hun egentlig ikke vidste hvilket land hun var havnet i, men hun kunne tydeligt høre at Aeron havde accent.. ligsom hun selv havde. Aeron vidste sikkert allerede hvor hun var fra.. Han kunne sikkert høre det på hendes accent, eller måske endda se det? Hun smilede igen - et meget specielt smil - ikke et der ligefrem så glad ud.. Mere tilfreds? Hun trådte et lille skridt tættere på igen, og afventede hans reaktion.

Aeron betragtede hende. kort sagt vidste han ikke hvad han skulle stille op med hende. hun var ligesom bare kommet brasende. sådan pludseligt.
Han løftede det ene øjenbryn over hendes smil, hendes selvtilfredse smil, som Aeron ikke vidste hvad kom for. " jaa?" spurgte han en smule utålmodigt, - hvad ville hun her?
før han lod hendes svare, stillede han selv et spørgsmål. " jeg regner ikke med at du er kommet fra frankrig, for at søge mod sort magi, og de faste meniger om Mugglere og dens slags afskum vel?" hans svar lød afventende, som om han allerede kendte svaret. og ja, det regnede han til dels også med, at han gjorde.. og det var ikke ordet ja, han regnede med han ville svare..

Hun løftede begge sine bryn da han løftede hans ene, og ventede han ville sige noget.
Hun blev ret overrasket over, at det nu strømmede ud med hånfulde ord, mod mugglere. Hvad var det folk havde imod mugglere? det forstod hun virkelig ikke.. de var jo ligesom alle andre, bortset fra de var vokset op uden magi, hvilket de jo ikke kunne gøre for.
"Nej, det er jeg ikke.", svarede hun høfligt, og ville ikke lade sig slå ud af hans hånlige og bestemte tone. "Hvad er din mening om mugglere da?", spurgte hun indskydende.
Først nu, indså hun er hun nærmest var i verdens hovedstad for mørk og ond magi, og blev en smule skræmt, da nogen af dem sikkert havde levet i deres egen forhad hele deres liv, at deres næstekærlighed sikkert ingen gang fandtes inden i dem? Normalt ville hun ikke synke så lavt, som at tro der ingen følelser var, men det her sted skræmte hende en del, og engang troede hun jo heller ikke på at der var nogen der simpelthen lærte at udføre mørk magi, men det var jo også sandt? Så måske skulle hun for engang skyld tro på at der ikke var nogen der havde barmhjertighed i dette slot - hun regnede med det var et slot hun stod i - men alligevel.. Ville hun virkelig opgive alt det hun hidtil havde troet på, bare fordi der var én der virkede tom og kold?
Nej! Det ville hun ikke. Hun ville blive ved med at få det gode frem i ham, Aeron. Hun havde opdaget et lille glimt han havde i øjet lige før, og det skulle hun nok få frem i ham igen.. Om hun så skulle våge ham hele natten - selvom hun nok ville blive rygeligt meget skældt ud når hun kom hjem - og plage ham, indtil han fortalte hvad der gjorde at han var som han var.

//Endnu engang har jeg bare plapret uden rigtig at tænke xD //

Aeron troede det var løgn.. ikke nok med at hun selv var muggler-elsker, spurgte hun ind til hans menig?! som om det ikke var klart i forvejen? som om det ikke fremstod tydeligt nok? var til at gætte? nej tøsen spurgte.. " jaa, sjovt du spørger.. " startede han med påtaget venlig tone.. " JEg er et åbenhjertet menneske, der synes der skal være plads til alle" orderne var tykke af ironi og hån, til dem, som faktisk havde denne mening " ja, hvad tror du!?" hvæsede han kort.. var der noget han hadede var det fatsvage mennesker.. Fatsvage og naive væsner.. præcis som hende.
HAn trådte helt hen til hende, så han kunne se sig selv i hendes øjne.. " jeg hader ikke de små svage mennesker.. jeg afskyr dem! - er dette klart? er dette ikke til at se?" hans stemme svingede atter fra et hård koldt tonefald til det lette rolige, ja nærmest venlige!
så trådte han væk, som om hendes meninger brædte ham..
øjnene var mørke, og afskyen til hende var ikke svær at se..
Et gylden ring, med et ingrevet tegn, der ikke var til at se, for skyggerne, der lagde sig over ham, takket være ilden, pyntede hans ene finger, på venstre hånd

Hun trådte automatisk et skridt tilbage da han gik hen til hende.
Det var som et slag i hovedet - hun hadede når folk talte sarkastisk til hende, men endnu engang ville hun ikke lade sig slå ud af hans overfladiske hårdhed. Hun lyttede til alt hvad han sagde, selvom hun ikke just var tilfreds med det.. tværtimod.. Hun havde ikke noget imod andres meninger, men han burde ikke dømme folk udfra hvad de var - men hvem de var. Da han var færdig sukkede hun, og tog hurtigt et skridt hen imod ham, da han vendte sig om - hun vidste ikke hvorfor, det var bare som en indskydelse. "Jeg kan godt se på dig, at du ikke bryder dig om dem.. Men jeg kan ikke se hvorfor?", sagde hun spørgende, og snakkede stadig høfligt, men nu var hendes tone bestemt, og hun ville ikke finde sig i et hvilket som helst svar om ære og blablabla.. Nej, hun ville have hans svar.. Hun ville vide hvad han mente og ikke hvad hans familie, lærer, skole, venner.. eller far, mente. Hans øjne skræmte ham - han var generelt skræmmende når han stod der i mørket, med bæl-mørke øjne.

Aeron havde atter regnet med, at hun var forsvundet, enten af skræk eller af kulden. Det var det som altid skete. Det var det Aeron var vant til. Vant til at alle flygtede, gemte sig i deres små skjul, når de havde mødt ham, når de havde sagt de forkerte ord, og derfor vækket hans afsky, Ja Aeron var vant til det, og han havde intet imod det. det var som en si, der skilte de værdige, fra dem, som var intet værd. Derfor sendte det endnu et glimt af overraskelse i hans øjne, over en som hende blev stående.. ja, gik nærmere og spurgte ham, hvorfor hans mening var som denne? var det ikke logisk?
HAn betragtede hende, og ilden, der jo kun var beregnet til magi, lyste i hans øjne. " hvorfor spørger du om grunden?" Aerons stemme var rolig igen, atter høflig, genspejlede hendes egen høflighed. hvem end hun var, var hun ikke som så mange andre, nej, Ifølge ham selv, havde han ikke mødt en anden, der havde spurgt igen, og ikke bare skredet!

Hun kiggede på ham og var en smule bange for hvordan han ville reagere. Men da han lige pludselig var rolig igen, spillede der sig et lille smil på hendes læber. Hun kunne se glimtet i hans øjne igen.
Hun tog igen et skridt hen imod ham, og hendes ansigt var meget blidere i det nu, "Der må da være en grund?", hun smilte venligt til ham, "Siden du ikke bryder dig om dem?..", sagde hun logisk.
hun vidste det hun ville få det frem - det inden i ham, som bare ventede på at få en mulighed for at komme frem. Men hun ville ikke juble for tidligt, da der sikkert var et stykke vej igen.
Hun syntes faktisk at det virkede lidt som om at han var en sky hund, og at hun var dyrepasseren der skulle gøre den børnevenlig.