Et Mørke I Lyset

//Introduktion med tid, sted osv er i beskrivelsen nedenunder..//
Påklædning: Skoleuniformen, som altid..^^

Ved første øjekast, lå Kronos' opholdsstue hen i øde. Ikke et øje sås, ved det såkaldte første øjekast. En pige sad godt i en lænestol foran pejsens skær, som kastede sit lys over denne pige. Iskoldt hvilede hendes øjne på pejsen, hvor flammerne aggressivt dansede. De ville ud.. Ud og lave ravage på Durmstrang, men de var indelukkede i pejsen. Alt holdt dem tilbage, mest af alt; Pejsen. Let lagde Arina hovedet på skrå, og holdt en iskold og stolt holdning oppe. Ilden begyndte langsomt at opføre sig mærkeligt. Let hævede hun det ene øjenbryn, spørgende.
Klokken sneg sig mod 23.45, og de fleste var krøbet mod sengen, hvor de sikkert og trygt lå hen i drømmene, fantasien og den mørke magi, som lå i enhver af eleverne på Kronos. Det var det eneste, som de alle på dette kollegium havde 100 % til fælles. Selv i Arinas tanker lå den mørke magi som en støtte til alle de andre tanker. De tanker, som blot medbragte problemerne med sig. Med et fnys lod hun de andre tanker stryge væk fra hendes hoved. Atter lå hun i stilhed i den tomme opholdstue, som lavt sang sin tavse sang for Arina. Hun trak vejret roligt.
Med sine dybe brune øjne, som holdt sig mere lukkede end noget andet, lod hun opholdsstuen være under hendes kommando. Alt var, som det skulle være: Rent, stille og roligt. Blot flammerne opførte sig en smule underligt, men det gjorde de vel aldrig. Magien fløj som regel som skyer frem og tilbage, så hvis flammer ikke var blevet påvirket, hvad ville så? Dog var der noget i dette. Måske en ankomst? Godt nok en sen ankomst, men hvem kendte egentlig til, hvad natten havde at byde på.

Mørket sænkede sig en smule mere, mens Kronos’ opholdsstue lå dunkelt hen i et svagt skær, så man blot lige kunne se fra den ene væg til anden, som parallelt gik med den anden. Arina lagde let hovedet på skrå, igen, mens hun betragtede skyggerne, som dansede over væggene som udklip af personer.. Eller det de engang var.
Hun lettede sig en smule fra lænestolen. Noget foregik i den ild, eller skulle til, at ske noget. Hun kneb let øjnene sammen, mens hun let lod de spekulerende tanker indtage hendes stille sind, selvom hendes ydre holdt sig i de iskolde og følelsesløse folder. Hun var egentlig ligeglad hvad end der kom, men hun ønskede blot, at de skulle være noget.. Noget der aldrig ville blive glemt?
Et mørke i lyset. Let lod disse ord sig give genlyd i hendes hoved, hvorefter det sendte hende associationer. Hun lod sine inderste tanker atter ligge i stilhed, hvor de ellers plejede at komme med så mange ting.. Så mange kunstneriske sætninger.
Mørke i det lille lys..

Ailyn kom gående ind i den fremmede opholdstuen. Hendes kølige blik så rundt.
*hmpf* tænkte hun en smule hånligt. Denne opholdstuen var langt fra så smuk som den hun var van til, og enhver som kente den 16-årige ailyn vidste at hun altid omgav sig med en mængde elegance og skønhed. Dette kunne ses på hendes tøj. Hun gad ikke bære den traditonel skoelkappe. Hun sagde den fik hende til at ligne en madkasse, hvilket hun bare ikke kunne lide.
Så totalt not!
Aliyn stod meget midt i opholdstuen. Hun stod med rank ryg og et lille underfundigt smil på sine læber. Det lange sorte hår hang perfekt ned over jakken. Men Ailyn stod ikke bare som andre ville ha' gjort. Andre ville ha' stået og set mere ydmyg ud da de var på et fremmet sted. men ikke hun, Ailyn stod som om hun ejede det hele. Alt var hendes og ingen kunne modsige hende!
Hun kørte en hånd igennem sit sorte hår og tænkte på den magt hun havde. Den magt der fulgte med at have et udseende. Magten ved at kunne udnytte det til hver eneste lille detajle. Men sammen med de tanker kom tanker om dem som havde et udseende men ikke gad bruge det.
*hmpf* tænkte hun om dem som var på den måde. De fortjente ikke et smukt ydre.

//Det i kursiv er Arinas indre tanker… xD//
"Godaften" Ordet lød endnu inden pigen rigtigt stod inde i selve opholdsstuen. Det stolte opholdssted for Durmstrangs Kronos. Iskoldt lod hun pigen vise den arrogance, som spillede rundt i hende. Hvorfor ødelægge hende, når hun tydeligvis også var af rent og stolt blod? Dette irriterede blot Arina en smule. Var det ikke åbenlyst, at dette sted var for Kronos, og ikke elever fra andre skoler.. Iskoldt lod Arina sine øjne hvile på pigen, som var hun blot en ligegyldig genstand i et ellers så fint og smukt rum.
En arrogance. Ikke blot lidt, men af en større slags. At eje et sted, som man end ikke har sat fødderne i endnu. At have dette ego.. Denne kulde. Det er som en kappe, som blot er en del af en. En kappe, som overskygger alt det andet, som dybt sætter spor i en, påvirker andre.. Og ikke mindst sig selv også. Alle har hver deres mening og holdning, men arrogancen sætter sig, og danner et skjold. Hvor er holdninger henne her??
End ikke livet i sig selv sænker arrogancen, som blot vokser, overtager mere og mere for hver dag, som egentlig snegler sig frem. End også kulden går hånd i hånd med arrogancen. Ikke meget danser for ens blik udover det, som man selv ønsker frem. Hvis man vælger at overse en sølle en af beskidt afkom, så bliver den person overset, som havde det blot været en forurenende luft, som end ikke kan ses på nogen måde..
Hvor ligger den egentlige person henne, når dette er sat op??
Med ét vendte Arina lænestolen, så hun halvt betragtede pigen, og halvt betragtede de aggressive flammer fortsat. Det var som, disse to ting kom ud i et. Begge ting holdt sig på samme plus, som lavede en enhed, som mindede så meget om hinanden.. Pigen og ilden.
Et sjovt syn. Det prægede svagt Arinas rolige blik, som nu helt faldt på pigen. Rank og stolt rejste hun sig fra lænestolen, en ikke så køn stol, men den var ufattelig behagelig. Let pillede Arina ved sin kappe, den dejlige og varme kappe, som havde holdt hende varm i mange timer uden for i denne kolde beliggenhed, hvor Durmstrang holdt sine koordinater. Nordens Skole, som man vel kaldte den til tider. Kulden stak til tider i næsen, og mørket lagde sig tit som endnu en kappe omkring en.
”Hvad laver De her?” Arinas stemme var stikkende som istapper, men hun holdt en venlig tone oppe, mest blot fordi det var tydeligt, at pigen var af rent blod. Måske var der oven i købet mørk magi i hendes årer?