Jacop Dawnson - Elev (Beauxbatons)

Fulde navn :: Jacop Dawnson
Blod :: Fuldblod
Alder :: 17
Årgang :: 6
Skole :: Beauxbatons
Kollegium :: Athen
Udseende :: Han har brune øjne, med en grønlig omrids udenfor den brune ring. Han har en lettere bleg hud, og sort hår (farvet), hans tøj er afslappet, farverigt og afslappet. Han er ret høj, og er 187 cm høj. Han er ret tilfreds med sit udseende, og vil ikke gøre så meget ved det. Han kan bedst li' farven sort, og har derfor meget sort i hans garderobe. Han tjekker tit om han har sit hår i orden, da hans hår er hans 'liv'.
Personlighed :: Jacop er en person, som er meget romatisk, følsom, stærk og meget påstående person. Han kan godt li' at tænke over tingene, over livet og alt hvad der bliver blandet ind i hans hovede. Det lægger lidt rodet i hans hovede, og han tænker bedst, når han er alene. Han fokusere tit på en ting, og han er emget tit ude i mørket, efter maden. Han er meget glad og venlig, dog ikke så talende ved et nyt sted han ikke kender. Han kan være meget bange, og til tider paranioid. Han er mystisk, og meget svær at se gennem. Man kan ikke bare lige aflæse ham
Kendetegn :: Han har altid et kors i en halskæde på sig, og hans øjne. dem er der ikke mange der har, og så kan man kende ham på lang afstand, da han har en sjov, underlig, plat humor og er ret skør til tider
Styrker :: Magi - forsvar, da han ikke er så stærk i angreb
Svagheder :: Magi - angreb, da han er bedre til forsvar
Evt Job ::Journalist


Baggrunds Historie ::


Kort i alt: Jacop voksede op i et stort villa kvarter, men hans forældre gik fra hinanden. Grunden vides ikke, eller Jacop ved ikke grunden. Og nu til den lange historie om hans liv, inden Beauxbatons

I en by, i mugglerverden, kom der en lille dreng til. Han blev kaldt Jacop. Han havde helt brune øjne, som kunne skifte til sort, alt efter humøret. Han blev født med brune øjne, som havde en strålende glans. "Er I parate?" Spurgte en sygeplejerske, og tog fat i Jacop, rullede ham ind i et håndklæde, og førte ham bort. Lidt efter, stod parret, og kiggede ned på deres barn, samt med mange andre børn. De smilte, og havde glædestårer. De tog deres barn op, de kyssede ham på panden.

Han sad på legepladsen, nærmere betegnet på en gynge. Han sad og legede med sine fingre, hans ånde var helt lys og hvid. Man kunne tydeligt se den, hans tunge åndedræt. Han var et misfostor, men han vidste godt hvorfor. Han vidste godt han var magiker, men han sad klokken fem om morgenen. Da han ikke kunne være sammen med 'normale' børn, som ikke kende til magi. Han kiggede på sine hænder, som var helt blå. Han havde en tyk jakke på, han kiggede rundt. ¤Knæk¤ Det gav et sæt i Jacop, han kiggede hurtigt rundt. Han skulle lave lyde, så de ikke ville kom herhen. En lyd, som kunne være skræmmende. Jo?! Han begyndte at gynge svagt på den. ¤Knirk¤ Sagde den og fodsporene løb tilbage til tunnelen, som lagde skråt overfor. En vintermorgen, en kold vintermorgen. Alene! Det var ret trist, det eneste han havde var hans storebror. Som jo også kendte til magi, men han var på hogwarts. Det skulle han først næste år. "Pokkers" Mumlede han svagt, og folk der kunne høre ham ville vide, at han bare var en dreng. Han kiggede hurtigt rundt. *Flot Jacop, du har lige afsløret dig selv!* Sagde han og hoppede af gyngen. Han gik med langsomme skridt, i grusset. Hans fodspor gav genlyd i natten, eller morgenen. Den grus, som blev sparket til side. Da han traskede igennem det hele, faldt han ned på jorden. Han rejste sig og kiggede ned ad sig selv, han var fyldt med sand nu. Brunt olie lignte det, men det var det ikke. Han sukkede irriteret, nu kunne han lige så godt gøre sig selv helt beskidt. så han kastede sig ned i jorden igen, men blev standset. Han svævede få centimeter fra jorden. "Hvad laver du herude, så tidligt." Jacop skulle sige ingenting, men han blev jo løftet af magi. Så der ville ikke ske noget ved forklaring. "Jeg er her nu, fordi jeg ikke må være sammen med normale børn." Sagde han med et smil. "Men helt ærligt" Sagde stemmen. "For dig, der de jo unormale. for Dem er du jo unormal!" Sagde han med et smil, og trådte frem. så Jacop kunne se ham. Jacop kneb øjnene sammen, så han bedre kunne se. Det var en dreng, en dreng han snart ville blive tæt knyttet til...

"Hej mor. Jeg tager på legepladsen" Sagde Jacop og sukkede svagt. "Hvor skal du hen?" Spurgte hans mor ham. "Jeg har fået en ven?" Sagde Jacop, som det skulle være en undskyldning. "Din første ven! Wauw..." Sagde hans mor stolt. "Jamen så gå da!" Sagde hun. Jacop frejdede ud af indkørslen og smilte. Det var stadig vinter, og det var koldt. Han lynte sin jakke tæt op, med et 'zip'. Det havde sneet i nat, så alt var snedækket. Jacop traskede gennem sneen, så den sagde den der 'fnig, fnug' lyd. Han smilte. Helt hvidt landskab, det klædte legepladsen. Man kunne tydeligt se, det var lettere farligt at være der. Når det nu var så glat. En lille dreng kom i flyverdragt, og faldte. Han begyndte at hyle, hans hoved var godt begravet i den dybe sne. Jacop grinte let indeni. Han fik øje på sin ven fra igår. Han vinkede lettere overdrevet, hans første ven. Vennen ignorerede ham, han syntes det var pinligt. Det var jo en overdreven vinken. Jacop gik hen og satte sig ved den gynge ved siden af ham. Den lille dreng, som var faldet havde rejst sig op. Han var hvid over det hele. Hans mor kom, de gik hurtigt hjem. Men man kunne se deres aflagte fodspor, som de havde lavet i den tydelige sne. "Prince?" Spurgte han og Prince reagerede. "Ja?" Spurgte Prince. "Hvorfor vinkede du ikke?" Spurgte Jacop såret. Han smilte alligevel blot. "Jeg, jeg synes du var lidt pinlig. Ikke overdrive!" Sagde Prince. Vi reagerede hurtigt, da et par fodspor. Eller en gruppe faktisk, de snakkede om os. Pludselig kunne Jacop mærke et skub i ryggen, så lidt efter vidste han hvordan den lille dreng havde det. Koldt, hans ansigt var skubbet ned i jorden. Den eneste forskel var, at hans hoved blev holdt nede. Han var ved at blive kvalt. Han spjættede vredt med benene. Pludselig kune han mærke hånden, som havde fat i hans baghovede, det forsvandt. Jacop lignte en snemand. "Drengen... Havde det meg... Meg... Meget K-k-koldt" Fik han fremstammet. Han rystede over det hele. "Kom" Sagde Prince, og trak mig ind i en busk. Han trak mig ned på huk. Jacop smilte, en rigtig ven. Han brugte magi, foran mugglere bare for min skyld. Jacop følte, han skyldte ham et kram. Men han vidste ikke, hvordan man gjorde? "Jeg fryser!" Beklagede Jacop. Prince lagde armene om ham, så Jacop kunne mærke hans varme. Det måtte være et kram. Han krammede igen. "Tak, fordi du var her for mig" Hviskede han i Princes øre. Jacop rejste sig og løb hjem, han havde Dem i hælene hele vejen hjem. Hans ånde var tydelig, hvid. Hans brystkasse lignte oprør, hvis den ikke sad fast, ville den springe ud af hans krop. Hans lunger, de hoppede hurtigere end hans hjerte. Han kiggede hele tiden tilbage, hvor de råbte efter ham: "Du skal bøde for det. Du kommer til at betale for det her!" Jacop løb bare alt hvad hans ben kunne bære, og han var ved at falde et par gange. Hans jakke blafrede vildt i vinden, og han var nede med hænderne på asfalten, da han tit gled når han drejede. Han kunne kun nå hjem, ved at løbe hurtigere. Hele hans hovede dunkede, og der var en slags dunken, i hans ene fod. Den bristede og dem der var efter ham, fik et stort forspring. Hvad skulle han gøre? Han kiggede panisk rundt, da han ledte efter noget at bruge. Der var intet, så han blev nødt til at rejse sig. Han haltede og de kom tættere på. Han rakte ud efter døren, da han kunne se dem fra bakketoppen af, femten meter fra ham. Han bed smerten i sig, og sprang hen på det dårlige ben, åbnede døren og faldte ind i entréen. Han sparkede døren i, rejste sig op og låste. Nøglen drejede om og han smilte ved sig selv. "Hjemme" Sagde han og hang sin jakkke på stumptjeneren. Han gik op på sit værelse, kravlede under dynen fik varmen. Og faldt derefter i søvn.


Jacop lagde i sin seng. Den var helt våd, han var blevet større og var blevet skrottet af hans mor. De havde nu forladt hinanden, og Jacop havde grædt hele dagen. Han var helt rød og hævet ved øjnene, og rundt om dem. Hans kindben var meget tydelige, og det var tydeligt han havde grædt. Det var kun han og hans far tilbage. De skulle flytte, i en lille villa. Han bed sig i læben og rejste sig. Han tog sine ting og puttede dem i papæsken. Han fandt et billede af hans mor. Hendes hvide tandsmil, der skød let frem fra overlæben. Hendes smukke øjne, som stod vidt åbne og varme. Han blev sur og strammede grebet. Han kylede det på jorden, så det gik i stykker. Det klirrede godt, og hans far kom op. Han så ned og så det klirrede billede. Jacop snøftede og bed sig i læben. Han førte sin hånd op til næsen, og vendte den. Han tog hurtigt sin håndryg, og kørte den hele vejen op ad næsen. Han sukkede og kiggede ned, som om han havde gjort noget. Hans far var også glad for hans mor, og nikkede bare som svar. Han var også frustreret. Hvad skulle der nu blive af dem? Jacop skulle jo på Beauxtbatons. Det var også det han pakkede til. Hans savnede sin mors tilstedeværelse, hendes måde at synge ham i søvn, den måde hun vågede og passede på ham, sørgede for ham og fik ham de gode steder hen, og aldrig fik ham steder hen, hvor han kunne være i livsfare. Han savnede sin mors kram, hendes godnatkys på hans pande. Hendes bløde, varme og røde læber mod hans pande. Jacop kunne tydeligt huske brevet, som kom.

Kære Jacop!

- du er blevet inviteret til Beauxbatons, og vi vil gerne have du møder op til næste år. Du skal huske dine ting, og du skal købe dem, ved Diagonalstræde.

Vi har efterladt et par guldmønter til dig, det var din mors arv. Her er nøglen, og du skal huske; du er ikke alene i Diagonalstræde, så pas på du ikke bliver væk.

Jacop stod helt stiv i kroppen. Først mærkede han på det forgyldte segl, som var blevet mærket. Det kunne ikke være rigtigt. Han kørte hånden og fingeren over seglet, og spærrede øjnene op. Det var rigtigt! Jacop løb ned ad trappen. Han havde det højthævet og råbte: "Se, se. Jeg har fået brev fra!" Han kiggede på det. "Beauxbartons," sagde han og smilte stort. Hans far kiggede på ham. "Det hedder; Beauxbatons," sagde han rettende og smilte. "Tillykke min dreng," sagde han stille. Hans mor var der jo ikke, så hvad kunne han gøre ved hende. Han ville gerne fortælle hende det, men han kunne ikke. Hun var jo væk. Nå, han måtte fortælle det til Prince. Indtil videre havde det været tidspunkter, hvor Prince havde været mystisk og dækket. Derfor havde han ikke fået en beskrivelse, som var ordenlig? det ville han nu, inden han tog afsted. Han gik hen mod legepladsen, og trak noget luft ned i lungerne, det var en rolig morgen. Lidt tåge. Jacop så Prince forude. Han bed sig let i læben og gik fremad. "Hej Prince?" sagde han stile. Prince vendte sig om og smilte. Han var en dreng, på størrelse med ham. Han havde blond hår, lyse øjne, stor af sin alder. Han lignte mest af alt, noget som var, tja, ret kongeligt. Deraf navnet Prince. Han havde fine klæder på, og det lignte en krone, det var det dog ikke. Han snakkede også normalt, men han lignte dog en smart-ass. Lidt af en rolig dreng, med afslappet stil. Han kiggede rundt og sagde så. "Du er godt nok anderledes end jeg havde forventet," sagde han stille go rakte ham brevet. Prince tog det og læste det. "Tja, det siger mange. Tillykke forreesten, det er en meget god skole," sagde han med et nik. Jacop smilte. "Tak, jeg må hjem. Det bliver snart sent, og jeg skal pakke," sagde han med et smil. Han krammede Prince farvel, måske for evigt?
Jacop gik hjem, og begyndte at pakke. Han pakkede meget hurtigt, med et sving fra sin fars stav, som han havde lånt og afsted gik turen.


Jacop tog afsted til Diagonalstræde med det samme. Han så på sin lange seddel, som man skulle tro gik ned til enden af Diagonalstræde. Den gik dog ikke så alngt, den var forhekset. Først var der,et kæledyr. Praktisk til forsøg, og muligt til budbringning. Han nikkede til den og gik ind i en dyrebutik. Han bestilte hurtigt en hvid, grå med et spidst næb. Han fik at vide den bed, og han burde vælge en anden. Men Jacop ville ikke vælge en anden, da han var meget tilfreds med sin smukke ugle, og den stod i vinduet, og var så fristende i Jacops øjne. Han gik ud af butikken, hvor efter en klokke ringede.
Han kiggede ned. En tryllestav, til udføren af magi og andet. Han gik hen og kiggede op og ned ad de lange hylder, med forskellige tryllestave. Han gik hen til disken og slog på klokken. I løbet af to sekunder, fløj en stige hen og en mand stod på den. Han kravlede ned. "Hej lille knægt, hvad skulle det være?" spurgte han. Jacop synes han så farlig ud, men ville ikke kommentere det. Han smilte bare. "En tryllestav, designet til mig," sagde Jacop og nikkede efter sine ord. Han smilte stadig bare venligt til manden. Manden nikkede og gik hen til stien. "Du passer godt til, denne her!" sagde han og manden kørte længere hen på stigen. Han trak noget ud der lignte en skotøjsæske. Han fløj tilbage med et smil. "Den her, prøv den," sagde han med et nik, som svar til han skulle prøve. Jacop tog den i hånden og kunne mærke det var den. Han smilte. "Tak," sagde han og forlod den grimme mand, som Jacop synes han var. Helt hvid og klippet skaldet midt inde i hovedet, hvidt hår ude i siderne, og i næsen. Han åbnede døren og gøs af tanken, da han kom ud. Han bed sig let i læben, for at få varme i dem. Han klappede i hænderne, og synes næsten han var færdig. Men han var knapt begyndt, og der var allerede meget snævert.
Han tog sedlen frem og så at han skulle købe kappe. Han sukkede og gik hen til en kappe forretning. Han sukkede og åbnede døren, hans ben var helt smadrede. Han smilte dog stadig til ekspidenten. "En kappe, til Beauxbatons," sagde han og nikkede. Ekspidenten nikkede igen og gik ud bagved, der kom nogle få lyde derfra og hun kom ud igen, med en kappe lagt fint sammen i armene på hende. Han smilte. "Meget fin," sagde han og nikkede til et ja, som han tog den. Han lagde pengene på bordet, vendte sig om og gik ud. Kolkken ringede igen, og han var ved at blive træt af det. Heldigvis havde han været i Gringotts.
Han tjekkede sine penge, nu skulle han hjem igen. Han tog hjem igen og talte sine penge ordenligt. Uglen skræppede hver gang en mønt faldte. Der var nok penge til toget imorgen. Perron ni en trekvart. Han skulle til Hogwarts, hvor efter at tage med flyvende transport derfra. Han sukkede. Det var snart, og han bed sig i læben af bar spænding.

Nu var det dagen, dagen han skulle afsted."Jacop, løb nu igennem, din bror kommer lige bagefter" Han tog en dyb indånding og tog tilløb. Han havde hørt, om portalen, og at den kan blive blokeret. Han stoppede lige foran den, og sagde "Det her, det kan jeg bare ikke!" Sagde han højt, og begyndte at snøfte. Han fik taget mod, og løb igennem, det gav et sug i maven, og vupti. Perron ni, en trekvart. Han steg om bord, og tjekkede sine penge "To.. Og tyve, tre... Ogtyve... Hmmm... halvfems!" Sagde han glad, og fik glædestårer. Han sad og vuggede frem og tilbage, som et lille barn, og spurgte hele tiden sin bror, Jack, om slikvognen ikke snart kom? Det gjorde den snart, men han skulle bare lade være at spørge. Lidt efter, kunne man høre en ringen "Slik... Køb slik lige her!" Blev der sagt, ude på togets gang. Han styrtede ud efter slik, men han blev snørret, af de lede slytheriner. De tog ham, med og skød ham med lammere, og andre besværgelser. "Stop!" Bad han stille, men blev vred og kold. "Jeg får... Jeg kan ikke styre det! Stop, det føles som om... Som om, jeg får et anfald!" Sagde han, og sprang op fra stolen. De fik et chok. "Slap af, kan du ikke tage en spøg?" Han trak vejret dybt. "Jo! Jeg kan, men kan I?" Spurgte han ondt, og koldt. Han trak vejret dybt, og skubbede den ene ind i et vindue, og løb tilbage til der, hvor han opholdt sig. Det var hans anfald, hans start på anfaldene.

Sød historie..
Ehmm, den forvirrer mig nogle gange.. Nogle gange skriver du i tredje person og andre gange i første person. Og denne her Prince? Jeg kunne godt tænke mig at vide noget mere om ham, da jeg synes han er beskrevet meget utydeligt. Andre gange går det måske lige lovlig hurtigt, f.eks. der hvor de pludselig løber nogen efter dig? Og så ville jeg ønske at du ville skrive lidt om hvornår og hvordan du fik brevet og købte tingene til skolen og sådan.
Ellers synes jeg du er meget god til at syns-beskrive.

Det med Journalist, må du kontakte Scarlett omkring, og ellers vil jeg be dig om at rette de par steder som jeg har nævnt ovenstående.

- Skriv hvis du har spørgsmål, eller om jeg har formuleret mit svar dårligt.

Hej? Roselle, eller hvem der nu læser det her af MS teamet Jeg håber min 'profil' underholder jer, og at I kan bruge den til noget denne gang ;D

Meget flot, du har taget mine rettelser til dig..
Godkendt :'D

- men husk at jeg stadig ikke ved om du kan blive journalist.

Jeg tager chancen og satser ;P Tak fordi du rettede den, og self. ville jeg tage dine rettelser, alt hvad der skal til for du bliver tilfreds xP

haha, mange tak xD
- good luck outthere in the jungle..

btw, jeg elsker dine lydeffekter.