En sen søndag morgen

Det virkede som en hver anden søndag morgen, Edmund var som sædvanligt stået sent op da han havde det med at lægge og læse til langt ud på natten og da han endelig var vågnet, havde han lyst til at læse mere, men han skulle ned og nå morgenmaden inden den forsvandt. Han kom ud af potrættet af Den Fede Dame og satte kursen ned af trapperne, som virket i et drillende humør da den satte ham af på 5. sal og ikke gad svinge tilbage og hente ham. Han smilte lidt, og valgte så at forsætte videre ned ad gangen på 5. sal da han kendte en anden vej derned videre derfra.

Lantis stod på en af gangene på 5.sal ad han ville nå ned og få noget mad. Han sukkede og kiggede surt på trapperne. De drillede ham altid og han ville snart ikke finde sig i det mere. Han fnøs og kiggede rundt og så en dreng. Han lignede ikke en slytherin, mere en gryffindor. Lantis spærrede øjnene op i chok og grinte så koldt. Det var jo Gryffindors anfører og målmand. Edmund Burke. Han fnøs koldt og lod alle deres vunde kampe passere revy for hans indre. Han elskede at tæve dem på alle måder, men i dag var han for sulten til at more sig. Hans mave knurerde højt og han sukkede opgivende. Han gik efter Edmund og kendte denne gang. Den førte vist nok ned til storsalen.

Edmund gik og smilte for sig selv og begyndte at fløjte lidt, han var glad i dag, der var ikke helt den store grund til det men han var bare glad. Han kom til enden af gangen hvor der hang et spejl, han så kort i det og opdaget at Lantis fulgte efter ham, han vendte sig om "åhh hej Lantis" sagde han nikkede kort mod ham og sendte ham et varmt smil. "Er vi ude at strejfe på egen hånd som sædvanligt" spurgte Edmund.


//Skal lige siges at Edmund er angriber .. og btw, hvordan ved Lantis så hvor Edmund er på vej hen ... skal også lige siges Edmund er en flink karakter, så han spørger pænt ikke hånligt//

Lantis trak på skuldrene og holdte sin kolde facade da Edmund vendte sig om og talte til ham. Han sukkede tungt og hans stemme var stadig i en kold tone da han svarede. " igen og igen.. jeg er da bare sulten " sagde han og kørte en hånd gennem sit hår. Man kunne ikke sige at han sterjfede igen, men han var på vej ned for at få morgenmad.

"Sikke et sammentræf!, jeg er også på vej til storsalen for at få noget morgenmad, hvad med at følges?" spurgte han venligt, han forventet ikke at få et ja, men det lavede ikke om på hans venlighed. "Eller vil du bare nøjes med følge efter mig?" han grinte kort efter det sidste spørgsmål.

Lantis kiggede mistænksomt på Edmund og grinte så en kold latter. " det vil ikke være godt for mit ry, vis jeg blev set med en gryffindor.. " sagde han og klappede Edmund på skulderen. " men hva fanden?" tilføjede han grinende. Han var kun i dette humør i dag fordi at han var skide sulten og han havde ikke sovet i to dage. Han gabte og begyndte at gå langsomt.

Han tænkte kort for sig selv det tegner virkelig til at blive en helt og adeles fremragende dag i dag. Han ventede på at Lantis kom op på siden af ham også forsatte han ned ad gangen "Hvilken årsag er din til du først er på vej ned til storsalen på nuværende tidspunkt og hvorfor er du helt oppe på 5. sal" spurgte han og kiggede over på ham.

Lantis kløede sig i nakken og grinte. " har en 6.års elev nu ikke lov til at gå rundt om morgenen ?" sagde han uskyldigt og kiggede med et skævt smil på Edmund. Hans smil var stadig koldt, men man kunne dog godt se venligheden i det. Han kiggede på Edmund og kiggede så ligeud igen. " desuden sov jeg over mig " sagde han og trak på skuldrene, mens han tog sine hænder op på hovedet i en afslappet måde.

"Tjaaah, det er vel en ganske udmærket grund" sagde Edmund, og kiggede på en af gobbelinerne der hang på væggen, "Selv stod jeg også ganske sent op, gav mig til at læse i nat forstår du" han sendte et smil i retning af gobelinen og kom i tanke om at Lantis ikke kunne se, så han så kort over mod ham og derefter tilbage mod gobelinen, hvor på der var to troldmænd var midt i noget der mindede om en duel for livet, "Gad vide hvor længe den har været i gang" sagde Edmund til sig selv.

'Lantis kiggede tilbage på Edmund og smilte hurtigt. Han kiggede væk igen, da han ikke helt vidste hva han skulle sige. " jeg er sulten " sagde han ligegyldigt til sig selv og drejede om hjørnet. Han kiggede rundt og stod nu nede på 4. sal. Han sukkede endnu engang og ventede på at en trappe kom. " vis du ikke skynder dig, så er maden væk !" råbte han tilbage til Edmund, som sikekrt var fordybet i sine egne tanker. Lantis trak på skuldrene og grinte for sig selv. * det må han selv om*

Edmunds tanker blev brudt og han så sig omkring og opdagede at han var på 4. sal ved trapperne, hvor Lantis stod henne ved trappen og kiggede på ham, mens han så smilende på Edmund. Edmund gik derhen og stillet sig ved siden af ham "Tak" sagde han munteret og betragtede trapperne, der ikke så ud til at vil hjælpe dem på deres videre færd.

Lantis trak på skuldrene og kiggede surt på trapperne. " Det sker ikke igen, jeg er ikke altid sød" sagde han og endelig kom en trappe hen til dem. Han gik op på den og kiggede på Edmund for at se om han også skulle med eller om han skulle blive på 4.sa. Lantis vendte sig om og ventede utåmodigt påa t rappen flyttede sig. Hans mave knurrede og han tog sig hurtigt til den. " jeg er meget sulten " sagde han opgivende.