Fulde navn :: Nanna Jackson.
Blod :: Fuldblod.
Alder :: 14.
Årgang :: 4.
Skole :: Hogwarts.
Kollegium :: Hufflepuff.
Udseende :: Nanna er en meget normal pige, med langt lyst hår og blå øjne. Hun er omkring 170 cm, og ser i det hele taget meget normal ud. Hun går i det tøj hun synes er pænt, og vil ikke placere sig selv under en bestemt kategori, som f.eks. emo eller pop. Hun har en meget normal kropsbygning, dog er hun en smule undervægtig, da hun ikke altid har den største appetit.
Personlighed :: Nanna er en sød pige. Hun er stille og rolig, samtidig med, at hun godt kan have det sjovt. Hun holder meget af sine venner/veninder, og vil være der for dem, så meget hun kan. Hun tager ikke tingene så tungt, og prøver altid at se tingene fra den lyseste side, både for hende selv, og sine venner. Og så elsker hun at synge.
Kendetegn :: Nanna kan være genert, men er for det meste imødekommende.
Styrker :: Nanna er god til Forsvar Mod Mørkets Kræfter.
Svagheder :: .. Men hun er ikke så god til Mugglerstudier.
Evt Job :: Ingen.
Baggrunds Historie :: Nanna kommer fra en fuldblodsfamilie, og ved derfor ikke særlig meget om Mugglerfamilier, eller deres samfund. Hendes slægt er ret gammel, og har altid heddet Jackson.
Hun voksede op i en lille by lidt uden for London, på en stor herregård, som hendes mors familie havde arvet gennem tiden. Den havde altid været i hendes slægt, siden den blev bygget. Ligesom hendes efternavn stammede fra hendes mors slægt, som var den største i forhold til sin fars. Hendes fars slægt var en mindre troldmandsslægt, som dog også var fuldblod hele vejen igennem.
Nannas liv startede som sagt på denne gård, hvor hun voksede op med sin familie, som bestod af en ældre bror ved navn Jonathan, en mor ved navn Mirola og en far ved navn Simon. Hun har altid været meget knyttet til sin storebror, som kun er to år ældre end hende.
Fødslen: I en lille by et stykke uden for London, lå en stor gammel herregård. Det var vinter, og store snefnug dalede roligt ned fra himlen. Simon stod uroligt ved et gammelt vindue ud mod døren, mens han lænede sig lidt frem og tilbage på fødderne, for at få tiden til at gå. Endelig rullede en bil roligt ind på gårdspladsen – forsinket på grund af den mængde sne, som allerede havde lagt sig. Han pustede ud, mest for at berolige sig selv. ”Skat! Lægerne kommer nu,” råbte han, mens han prøvede at lyde så beroligende som muligt. Det var meningen, at det var Mugglerlæger der skulle komme. Det var det nemmeste for deres familie når de havde brug for læger, da de jo boede ret tæt på London. Han sendte sin lille søn et kort blik. Han lå med et tæppe trukket over sig på den alt for store sofa, i forhold til hans lille toårige krop.
Simon gik hurtigt hen til den gamle egetræs dør, for at åbne den før de tre læger endnu var kommet helt hen til den. Han smilede nervøst til dem, da han gav dem alle hånden, før han lod dem træde indenfor i varmen fra den lystigt knitrende pejs.
”Jeg er glad for, at I kunne komme frem,” sagde han dæmpet, da han ikke ville vække sin sovende søn. ”Hun er herinde,” tilføjede han, og gjorde en bevægelse med den ene arm, mod en dør lidt væk, som stod på klem. De to mandlige læger og den ene kvindelige nikkede næsten samtidig, og bevægede sig så ind i det store værelse. Simon fulgte efter dem, for at lukke døren lidt til igen, da de alle var kommet ind. Værelset var mest lyst op af den store pejs, som gav hele det store soveværelse varme. Væggene i værelset var af mørkt tre, ligesom resten af huset.
En tjenestepige stod halvt bøjet over den store dobbeltseng, som var placeret op ad en væg i værelset, men hun trådte tilbage, da lægerne kom ind. Simon gjorde en lille bevægelse med hånden, som for at vise, at hun godt måtte gå ud nu. ”Tak, Alma,” hviskede han til hende, da hun gik fordi ham.
I sengen lå en smuk kvinde, med blond hår og lyseblå øjne. Hun var ikke særlig gammel – i midten af tyverne. Simon to et par hurtige skridt hen mod hende, for at tage hendes ene hånd, og knæle ved sengens side. Hun stønnede kort, da en ve fór i gennem hende. Simon kyssede hende på den let fugtige pande, og kørte så forsigtigt en hånd over den højgravide mave. ”Du skal nok klare det fint, Mirola,” forsikrede han hende om. Lægerne var nu næsten færdig med at gøre deres ting klar, da en kraftigere ve kom. Den vinternat kom Nanna til verden.
Lør Jan 09, 2010 2:46 pm
...