Sent >.<

Dag: Mandag
Tid: ca 21.00 - burde være inde på kollegiet.
Påklædning: http://img.alibaba.com/photo/225784927/lingerie_nightwear_camisole_sleepwear_nightdress_.jpg + mørkeblå kappe og flade vide sko.

Havde lige været ude og trække noget frisk luft. Hun gik alene på gangen, på vej op til hendes værelse. Der var koldt og mørkt og stille. Hendes skridt gav genlyd i den lange gang, og det skræmte hende. Hun kunne kiggede sig hele tiden over skulderen, og holdte godt på hendes stav. hun kom i tanke om at hun kunne bruge en lys-besværgelse "Lumos!", hviskede hun, og et lille lys kom frem for enden af staven. Hun holdte den op, så den frembragte mere lys en som sådan, men holdte dog stadig om hendes kappe, da hun frøs. Hun sukkede, da hun indså at gangen var længere end hun huskede, så hun gik hen til siden og kiggede ud af et af de gigantiske vinduer, og samlede sig i sine egne tanker.

Jacop havde været ude midt om natten, da han ikke viste hvad han ellers skulle. Han var den eneste dreng på Beauxbatons, og han synes det var uhyggeligt uden alt den larm, som der burde være om aftenen. Han synes selv der burde være mere larm, men det var der bare ikke. Han sukkede og trådte et skridt af gangen. Hen mod enden, men hørte dog andre skridt. Et lille lys gav sig til kende. Han kneb øjnene sammen og forsøgte at se ud, men han kunne ikke. Det var for mørkt, og vinduerne var ikke ligefrem til gavn for lyset. Solen var gået ned, og der burde slet ikke være nogen herinde?

Roselle vendte sig med ét om, og lyste ned i hver sin ende af gangen, hun satte armene over kors, og kiggede ud i den mørke gang, "Hallo?", sagde hun lavt, og blev overrasket over hvor højt det var.
Hun lyttede til stilheden, og trådte ud i mørket med staven foran sig. Hun rodede hovedet igennem efter bruglige besværgelser, hvis det var ubudne gæster, der gemte sig i mørket?
Hun sukkede irriteret over den natkjole hun havde fået af hendes moster, den var alt for kort.

Jacop reagerede da ordene fløj gennem gangen og ramte ham. Han stivnede og tænkte kort. "Jaer? Burde du ikke sove nu?" spurgte han koldt og sendte et koldt blik tilbage. Han var ikke iført nattøj, men heller ikke skolens uniform. Han kunne godt ligne en som ikke burde være her. Hans stav havde han, men han havde ikke trukket den frem da han ikke ville afsløre sig selv. Han ville se hendes reaktion, hendes stemme lød rystende og bange, derofr ille han pørve hende af. Hvad ville hun gøre, hvis hun nu ikke kunne se han var fra Beauxbatons?

En drenge/mande-stemme lød i mørket. Hun kiggede febrilsk rundt, og vidste ikke om det ville være tryggere uden lys? end med lys?
Hendes hænder blev let fugtige om grebet af hendes tryllestav.. Der var kun én besværgelse hun kunne tænke på lige nu, men den var utilgivelig, og den ville hun aldrig nogensinde så meget som overveje at bruge, men den var plantet til hende hjerne.. *Hvad nu hvis det ikke er nogen fra Beauxbatons*, tænkte hun skræmt, "Det burde jeg vel.."; sagde hun lavt, men det var tydeligt nok. Det slog hende at hvis det var en elev fra skolen - som det forhåbentlig var, så burde han vel også sove? "Burde du ikke også det?", hendes stemme var stadig bange, men hun lød mere sikker nu.

Jacop tænkte sig godt om. Arh! Hun var snedig, snedigere end han først troede. "Måske," svarede han og trådte tættere på, dog stadig uden at han kunne ses i lyset. "Du lyder bange?" spurgte han stille. "Er der noget galt?" sprutge han og trådte lidt tættere på. Stadig uden at kunne ses. Han trådte hurtigt til venstre, så han håbede hun blev forvirret. Han smilte og gemte sig bag en mur der stak lidt ud ad. Han smilte. "Hvorfor sover du så ikke, hvis du burde sove?" Spurgte han stille og trak verjet dybt. Han sukkede svagt, og bed sig let i læben. *Hvordan kan du være så snedig, jeg var lige ved at gå i fælden* Han tænkte det hele i gennem, og tog det næste træk. Væk derfra. Han trådte lidt bagud, og fik sørget for at det gav en ordenlig lyd. Det knirkede gennem hele lokalet. Han tænkte igen og svang sin stav hen mod en dør, som smækkede op og i, som om nogen kom gående bag ham. Han begyndte at marchere på stedet, som om en gik bagfra og kom hen imod Roselle. Han smilte og grinte let, med en ond latter. Som gav genlyd, så man ikke viste om den kom forfra eller bagfra.

"Eh..ehmm..", hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige da han spurgte om der var noget galt, og om hun var bange. Hun kunne høre skridt, og hans stemme kom nærmere. Hun kiggede febrilsk. "Jeg havde brug for luft..", sagde hun stille og prøvede at gennemskue ham, hvilket var svært.
Hun hørte en dør åbne og lukke.. Der var nogen i gangen, men hun vidste ikke hvor, og kiggede ud til begge sider, uden at se en eneste ting i mørket. Hun hørte grinet og det gøs hende ned af ryggen.. Hun vidste ikke om drengen var gået, eller om han stadig var der.. Hun vidste ingen gang, hvor mange der egentlig var derinde.. Hun vidste ikke om hun overhovedet ville komme ind på sit værelse - i live - igen.. Hun lænte sig op af muren, og holdte staven i strakt arm ud for sig..

Han grinte let. "Er du okay?" Spurgte han og trak sin stav. Han gik hen mod hende. "Jacop dawnson, elev her på Beauxbatons, sjette årgang sytten år, dumpede i tredje. Sov over mig," sagde han med et smil og rakte hånden frem. "Og døren, var mig," sagde han og svang staven igen, så den laved eden lyd igen. Han gik helt hen til hende med et varmt smil. Han kunne se hun var bange. "Undskyld," mumlede han med et smil. "Håber du lever igennem det her, og at du burde sove. Når det er sengetid er det sengetid, for efter sengetid er spøgelserne drillesyge," sagde han med et smil. Han kiggede op i luften, dog ingen spøgelser endnu. "Lad det være en lærestreg," sagde han med et smil. "Spøgelser opholder sig tit på gangene," sagde han med et smil.

Hun stod og gloede måbende på ham, med let åben mund. Hun havde ikke rigtig fattet hvad der lige skete, "Eh.. hej?", sagde hun. Hun havde lyst til at skælde ham ud, men hun ville ikke dømme ham, selvom han havde skræmt livet af hende. "Vent.. Jeg brude sove? Hvad med dig? DU er jo også oppe.. Du burde da også stoppe..", sagde hun og lagde armene over kors. Selvom hun var skræmt fra vid og sans, så var hun stadig stædig, og selvom hun ikke ville skælde ham ud, så ville hun stadig have svar. Hun kiggede skiftevist på hans hånd og hans ansigt - hun ville i hvert fald ikke give ham hånden.

"Miss sure, jeg skulle også sove. Jeg er bare et nattevæsen," sagde han og trak sin hånd til sig. Han smilte til hende. "Æsel," sagde han vrissende af hende. "En lille spøg da," sagde han med et smil. "det er sjovt, hvorfor skreg du ikke hjælp. Du er lige ved siden af lærerne. Du tænker da ikke for logisk," sagde han og rodede let i hendes hår, nedladende. Han grinte sille og smilte bare varmt til hende. Hvad skulle han ellers gøre? Hun var jo sur, stædig og hvad mere? HAn smilte og kiggede rundt. Han himlede med øjnene. "Ihh dog, du er da bare stædig hva'?" Spurgte han drillende og prikkede hende på maven. Han rystede på hovedet og rakte tunge af hende.

Hun kneb øjnene sammen og rakte tunge af ham. Hun veg tilbage da han ville rode hende i håret, men han ramte hende desværre.
Roselle var irriteret over den nedladende måde han behandlede hende på, "Jeg skulle jo først lige finde ud af om der faktisk var nogen.. Eller om det bare var en eller anden der godt kunne lide at skræmme folk midt om natten", det sidste sagde hun på en måde, som tydeligt hentydede til ham. Hun sukkede, "Ja, jeg er meget stædig.", sagde hun - mest som en indrømmelse - ..tit når hun mødte nye mennesker, sagde de altid til hende at hun var stædig. Men det var bare sådan hun var.. Første gang hun mødte gik det altid sådan her: Stille/venlig, genert, stædig, rolig, åbner op, glad, en ven. Dog var det ikke gået på denne måde, denne her gang, da han startede med at skræmme livet af hende, istedet for at snakke med hende. "Nox!", sagde hun, og det lille lys for enden af tryllestaven, gik ud, og der var mørkt igen. Det tog lidt tid for hendes øjne at vænne sig til mørket, men hun kunne se hvor Jacop var. "Du virker meget som en.. joker? Eller kan du bare godt lide at skræmme livet af folk?", godt nok plejede hun ikke at være sådan når hun mødte mennesker, men hun havde været bange, så hun var sur.

"Jeg giver folk lektioner i, ikke at luske rundt ude om natten," sagde han stille med et smil. Han kunne se hun var sur, midt på en gang? Hvor normalt var det? At være sur, stå og snakke når det var sengetid, klokken var også lort om natten. "Altså, jeg elsker at drille folk... Specielt dem som hopper på den," sagde han og prikkede hende i panden, som hentydning til hende. Han smilte drilende til hende og rakte tunge igen. "Pas på, jeg er overmester i at række tunge," blærede han sig. Han var slet ikke vant til at række tunge. Han plejede at lave numre, og så stikke af. De fleste sagde til ham: sød, venlig, rar, beskyttende, modig, elegant, stædig og stærk. Men hun kendte ham ikke, slet ikke indeni. "Der ligger mere bag de her tykke, stærke lag, end du tror," sagde han mystisk og satte sig på en bænk, som var i den ene ende af salen. "Accio," sagde han og trak bæken derhen. Den blev revet fra sin plads, og derover. Slidende hen ad gulvet. Han smilte og satte sig, lige da den var kommet. Han smilte til hende og puttede sin stav i en lomme, hvor han ikke bare brækkede den ved at sidde på den.

"Jeg ved godt der ligger meget mere bagved.. Det er det mit liv går ud på.. AT finde det der ligger gemt inde i folk - bag facaden..", hun smilte svagt, og kiggede på bænken og så op på ham.. Mon hun kunne sætte sig uden han rykkede den væk? Hun ville gøre et forsøg, og holdte ved armlænet, og satte sig ned i den modsatte ende, end Jacop. Hun holdte rigtig godt fast ved bænken, men prøvede at gøre det diskret, for hun vidste at han ville drille hende.
Hun sukkede, og kiggede over mod ham, men ikke på ham, "Vil du fortælle hvad der er bag din facade, eller skal jeg kæmpe mig frem?", spurgte hun alvorligt, men et lille smil spillede på hendes læber.

Han kiggede overrasket på hende. Hun så bange ud. "Hey. Jeg ville give dig en lærestreg om ikke at blive forsent oppe, jeg er færdig?" Sagde han med et smil. "Så dit liv går altså ud på, at finde det der lægger gemt bag mig?" spurgte han med et kvalt grin. "Det bliver svært søster, for du kan bare prøve at gætte dig frem," sagde han med et smil. Han var helt rolig og kiggede på hende. "Brug alle dine mtoder på at finde ud af mig, jeg er en labyrint. Jeg er anderledes mystisk," sagde han med et smil. "Så fik du svar på noget, jeg er mystisk," sagde han og lagde sig på bænken. "Jeg lægger bare stille, så kan du se om du kan finde ud af mig," sagde han med et lille smil.

"Jeg er ikke bange, men du kunne sikkert godt finde på at flytte bænken, når jeg var ved at sætte mig ned, eller sådan noget..", sagde hun logisk.
Hun kiggede afslappet på ham, "Ja.. eller, ikke kun dig.. Men at finde det folk skjuler, og finde ud af hvorfor de skjuler deres indre", hun smilte og trak på skuldrene, "Det er ikke ligefrem nemt.."
Hun brød sig ikke om at han grinte af det, men lod sig ikke påvirke af det.
Hun betragtede ham med et spørgende udtryk, da han lagde sig ned, "Jeg kan jo ikke bare sådan lige lave en læge-undersøgelse på dig, for at finde ud af det.. Jeg skal snakke med dig.." hun små-lo, og vidste at han vidste at det ikke hjalp at gøre sådan, men at han bare gjorde det for at drille.

"Ja det kunne jeg sagtens finde på," sagde han med et smil. "Lidt logisk er du jo alligevel," sagde han drillende. "Hvis det er dit job, så er det mit job at holde mig gemt i skyggerne, så du ikke udfører dit job på mig," sagde han med et smil. Han kiggede rundt, med et flakkende blik. Han endte med at himle med øjnene. "Nej, det er ikke nemt. Men det skal jo gøres," sagde han med et lille smil. "Kan du ikke undersøge mig? Du er ikke nem at tilfredsstille," sagde han stille. "Heller ikke læge?! Ikke engang en undersøgelse," sagde han og satte sig op. Han kiggede kort på hende og himlede med øjnene. "Snakke? du er faktisk SLET ikke nem at tilfredsstille," sagde han med et drillende smil og rakte tunga af hende.

"Baaah, du må ikke ødelægge mit job..", hun rakte tunge og smilte.
Hun lagde det ene ben over det andet og støttede sin arm derpå, og støttede så sit hoved på armen.
"Ja, jeg vil snakke.. Og det kan da godt være jeg er nem at tilfredstille, men at du bare ikke ved hvordan?", sagde hun og løftede begge sine bryn og smilte.
Hun kiggede frem for sig og tænkte lidt, men kiggede så på ham igen, "Snak!", hun smilte skævt.

"Jeg ødelægger hvad jeg vil, ligesom jeg ødelægger dit hår... nu," sagde han og sprang på hende, et par sekunder før han sagde nu. Han uglede hendes hår så godt han kunne og smilte så. "Perfekt kunstværk," sagde han drillende og kravlede hen til sig selv igen. "Ja, snak. Well... skal jeg snakke med min normale, glade, venlige, søde type, eller skal jeg være kold og hård, som jeg er overfor alle jeg ikke kender," sagde han og lignte et spørgsmål. "Så nu kender du min personlighed," sagde han med et nik.

"Arghj!", hvinede hun, og prøvede på at skubbe ham væk, men der var han allerede færdig med at ugle hendes hår til. Hun surmulede, og kiggede over mod ham, med en mine der sagde at han skulle få betalt en eller anden gang. Hun sukkede, og rettede sig så op - stadig med benene over kors - og kiggede på ham, med hænderne foldet i sit skød, og lod som om hun havde glemt det, selvom hun udmærket godt vidste at hendes hår sad forfærdeligt, men hun var egentlig også ligeglad, da der jo var nat?
"normale, glade, venlige, og søde type", sagde hun og smilede - hun orkede ikke at høre på kolde/hårde mennesker, lige pt. Og desuden, hvis han selv tilbød det, gjorde han jo bare hendes job nemmere.

"Eij! Så er der ikke noget sjovt," peb han og satte sig ned, så han så muggen ud. "Nå så skidt da," sagde han og kiggede på hende. "Men til at starte med, så må vi lige lægge det der hår ned, jeg kan ikke tage dig seriøst," sagde han og gik hen til hende. Han begyndte at rode i det igen, så det sad nogenlunde. "Sådan," sagde han og trådte bagud. Han satte sig ved siden af hende på bænken. "Men hvad skal vi snakke om?" Spurgte han med et smil. Han glippede med øjnene, og gabte en gang, skjult bag en håndryg.

Hun små-lo, og havde ikke regnet med at han ville rette det. Hun betragtede ham, da han satte hendes hår - hun syntes selv det var mærkeligt at hun lod ham gøre det - og lagde mærke til at han ikke var specielt grim.
"Du er træt..", mumlede hun, da han havde sat sig. Selv var hun ikke specielt træt - lidt, men ikke meget. Hun kiggede på ham, "Dig.. fortæl", sagde hun og smilte. Det var ikke tit at hun snakkede så.. afslappet med folk, men hendes underbevidsthed sagde vel at hun kendte Jacop godt nok.. hvilket hun egentlig ikke gjorde, men det måtte hun diskutere med sig selv på et andet tidspunkt.

Han betragtede hende, mens han stod og satte hendes hår, så det sad nogenlunde. "En sød lille latter," kommenterede han og smilte varmt til henhde, mens han øjne glitrede svagt i mørket. flammerne fra vg-vokslysene lyste hans øjne op, så man kunne se hans brune øjne, som viste venlighed.
"Jeg er ikke træt," protesterede han stædigt og lagde armene over kryds, som fornærmelse. Han grinte svagt før han smilte meget varmt til hende. Han sukkede svagt. "Hvad skal jeg fortælle? Jeg fortæller det om mig selv, som du spørger mig om," sagde han med et kækt smil og rakte tunge af hende. "Ellers kan vi snakke om dig!" Sagde han med et lille smil.

Hun kiggede på ham, som om han havde sagt noget forkert, og udgjorde et lille grin, "Nej, den er i hvert fald ikke sød!", sagde hun og rødmede let. Hun var ikke lige den bedste til at tage imod komplimenter - også selvom det muligvis var ironisk. Først nu, kunne hun se hans brune øjne - som passede godt til hans ansigtsform.
"Jo du er!", hun smilte skævt, og kopierede hans stædige kropssprog.
"Vi skal lave alt andet end at snakke om mig..", sagde hun bestemt, men smilte så, "Så bliver jeg vel bare nødt til at spørge..", hun sukkede, og lavede et tænkende ansigtsudtryk.

"Jo, og bedårende," sagde han med et smil og så hendes ansigtsudtryk, som gav et pres som fik ham til at grine. Han bed sig let i læben, han grinte kejtet. Synes han selv. Han lod sine brune øjne betragte hende. Hun var ikke grim, hun så ikke for dårlig ud. Han smilte til hende og lod blikket glide op til hendes ansigt. Hans brune øjne betragtede hende roligt, og nærtagende.
"Nej," sagde han stædigt og surmulede, men dog var det bare en facade. Han var glad for hendes selskab. "Og du er ikke træt?" spurgte han og smilte. Han grinte igne, da hun så tænkende ud. "Jaer...?" spurgte han og lavede en fagte, med håndleddet som svang hans hånd rundt og rundt.

Hun rakte tunge, som tegn på at hun var uenig, stædig, og at diskussionen var afsluttet. Hun kunne dog ikke lade være med at grine, da han grinte af hende. Da hun så han bed sig i læben, fik hun af en eller anden grund, til selv at bide sig i læben - hvilke hun også gjorde.
"Jamen jeg er kedelig..", sagde hun og trak på skulderne, "Du.. til gengæld.. er fascinerende", sagde hun og pillede ved en tot af hans hår, som om hun aldrig havde set en dreng før.
Hun betragtede hans hånd, da den svingede, og den gjorde hende rundtosset, "Stop.. du rundtosser mig", sagde hun og man kunne se hendes øjne fulgte hånden.