Sent >.<

Hun smilte, "Nej, det ville det vel ikke."; hun trak på skuldrene, og fugtede sine læber.
"Jo, det var nemlig rigtig sjovt", sagde hun og små-lo. Hun studerede hans ansigt, da han lukkede øjnene, og smilte svagt.
Hendes øjne vandrede rundt og undersøgte alle detaljerne i hans ansigt. Han var meget pæn, og havde nogle pæne ansigtstræk.
Hun betragtede ham tavst, mens han snakkede om multismagsbønner og ledte efter en ring til hende. Hun grinte af hans udtryk, da han smagte bræk/snot-bønnerne, og lavede et halv trist smil, da han ingen ring havde, "Det er bare ærgeligt", hun smilte kærligt til ham.
Hun skulede endnu engang ondt til ham, og sukkede, "Jeg er ikke en rødme-gøj", hun holdte stadig hænderne for hendes kinder, men lod dem - en lille smule modvilligt - blive flyttet af Jacop's blide håndtering. Hun rødmede stadig, og alle hans komplimenter gjorde det ikke ligefrem bedre.
"En umoden tomat?.. Er jeg så grøn i hovedet eller hva?", hun smilte stort, og løftede et bryn. Hendes hvide tænder kom til syne, og blev lyst op af ilden fra faklerne.
Hun kildede ham stadig, og indså så - lidt forsent - at han ikke var kilden, og hun blev skubbet grinende tilbage, og vred sig hver gang han prikkede hende, og sprællede let med benene. Hendes hænder var presset mod hans bryst, og små forsøg på at skubbe ham væk, men hun grinte for meget. Hun tænkte ikke rigtig over hvad han sagde - men hørte det alligevel godt - da hun var alt for koncentreret til at grine lavmælt - hvilket var svært - for ikke at vække lærene. Hun bed sig i læben, på det lille tidspunkt hvor han lå på hende, uden at kilde hende, hvor han bare så hende i øjnene - hvilket selvfølgelig ikke hjalp på hendes rødme-situation.
Da han flyttede sig blev hun liggende for lige at trække vejret, for alt den kilderi gjorde en forpustet, især når han lå på hende samtidig med.
Hun smilte let over hans spørgsmål, "Jeg kan bare godt lide Jacop..", sagde hun og smilte varmt.

"Nej, det ville det ikke, og alligevel fugter du dine læber. Blev vi ikke enige om at et kys, ikke fremmede et venskab?" han var godt og grundigt forvirret. Det var hun god til at gøre ham.
Han bed sig let i læben og kiggede ned. "Så sjovt var det heller ikke?" protesterede han med et smil. Han kiggede hurtigt på hende, og ind i hendes øjne, med en sideskulen.
Han kunne se hendes betragtende øjne, og flakkede lidt med blikket rundt om hende, og på hende. Hvad var der så specielt over hende, hun lignte en egnel i mørket. Hendes smil der lyste op, hendes smukke klare øjne, hendes smil og de flammer som var bag hende. De lyste op, som var det højtideligt.
Han grinte let over hendes søde grin eller latter, som det nu også kunne kaldes. "Ja, det er ærgeligt. Jeg elsker din krop," sagde han og lavede fagter igen, og afventede hendes rødmen, hendes meget søde rødmen - ifølge ham, så var den sød. Den var flot, den var violet og klædte hendes kinder meget godt.
"Jo, du er en rødme-gøj, endda min rødme-gøj," sagde han insisterende og kiggede igen på hende. "Det klæder dig med røde kinder. Det er en flot kulør, du skal være stolt af det. De fleste kan ikke li' den, fordi den ikke klæder dem," sagde han og smilte varmt til hende. Han fik et endnu varmere smil på læben, da hun flyttede sine hænder - dog modvilligt, men det ville han ikke kommentere. "Var det så slemt?" Han rystede på hovedet, som svar for hende. Han smilte varmt. "En umoden tomat, nej, du bliver bare mindre og mindre rød. Men det er en saftig, dejlig rød farve du får," sagde han og lagde sine egne hænder på hendes kinder, men lod dog den ene hånd glide ned ad hendes kind. Han smilte varmt. "Det er slet ikke så slemt, du er bare lidt rød," sagde han og kærtegnede kort hendes kind, inden han fjernede den igen.
Han smilte. "Du glemte vist, at du selv er mindre end jeg, og at du selv er kilden?" spurgte han og kildede hende. Faklerne lyste op, så man kunne tydeligt se, hvad de lavede. Dog var faklerne i vejen, og viste en silhuet af noget andet? Han ignorerede hende og smilte meget svagt. Han fik sat sig op igen, og rødmede svagt da han havde sagt hun havde nogle smukke øjne, hvilket hun også havde. Han fik trukket sig selv op, selvom han godt kunne blive liggende og kigge hende i øjnene. Det ville nok bare ikke forståes rigtigt, og slet ikke på deres skygger, som blev gengivet af faklerne. De lyste ned på dem, og viste en silhuet på gulvet. Den sorte silhuet, den triste uden farver. Den avr kedelig og grå, men sagde dog emget om, hvor en person og hvad en person lavede, og var.
"Vi må have fat i en der kan kunsigt åndedræt, du kan jo ikke få luft," sagde han panikslagen og kiggede rundt. Han rejste sig og skulle til at råbe, da han kom i tanke om det nok ike var en for god idé. Han kiggede på hende. Det var nok bare midlertidigt. Ganske rigtigt - midlertidigt - heldigvis.
"Den nye Jacop er bare meget bedre?" spurgte han med et smil og nikkede. "Jeg kan også selv bedst li' den nye Jacop," sagde han med et smil og kiggede ind i hendes øjne - direkte.

"Jamen, jeg kom bare til at tænke på at jeg havde tørre læber.. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg vil kysse dig?", sagde hun og smilte svagt over hans forvirring, "Undskyld hvis jeg forvirrer dig..", sagde hun og sukkede. Hun var van til at forvirre folk. Det var meget ensomt at dele sine tanker med sig selv, da der ikke var særlig mange der forstod hvad hun mente.
Hun bed sig hårdt i læben da hans øjne flakkede omkring hende, og stivnede - det gjorde ondt - hun tog sin hånd op til læben og ømmede sig lavmælt.
Hun løftede begge bryn og lagde armene over kors, "Kun min krop?", sagde hun og lagde det ene bryn ned, mens det andet blev hængende. Hun gad godt se hvordan han ville redde sig ud af den, og smilte svagt over ham. Dog rødmede hun, da han nævnte hendes krop.. igen. Det var da dejligt at han kunne lide hendes krop, hun ville bare ønske at han også kunne lide hende.
Hun halvgrinte over hans kommentar, "Din rødme-gøj?", hun løftede igen et øjenbryn og smilte drilsk til ham, med et lille glimt i øjnene. Hendes kulør forsvandt ikke - hun var sikker på hun først fik sin normale ansigtsfarve igen morgendagen efter.. hvis hun nogensinde fik den tilbage. "Tak", mumlede hun. Det kildede på en underlig måde i hendes mave, da han lagde hans hænder på hendes kinder og kærtegnede dem. Hun sukkede da han fjernede hånden igen.
"Jeg tænker ikke over hvor lille jeg er", sagde hun og trak på skuldrene, "Jeg gør bare, hvad jeg føler for..", hun smilte svagt, "Næsten da..", tilføjede hun mumlende. Hun grinte over hans kilden, og vred sig lidt igen. Hun fulgte hans blik ned på deres skygger, og indså det samme som han havde set.
Hendes smil trak sig sammen, og formede sig nu til et lille forlegent smil. Hun kiggede op på ham igen - men kiggede med det samme væk.. Hun ville ikke se ham i øjnene, for på en eller anden måde var det alt for pinligt. Hendes smil blegnede da han flyttede sig igen, for hun kunne faktisk godt lide at være så tæt på ham - og desuden var der stadig koldt derinde, og han varmede hende op med hans kropsvarme.
Hun blev forskrækket da han rejste sig op, "nej..", mumlede hun, og grinte så. "Se.. Jeg kan sagtens trække vejret..", sagde hun og man kunne se at hendes brystkasse fyldtes med luft, og blev dømt igen.
"Det kan jeg også..", sagde hun og smilte varmt til ham. Hendes øjne strålede stadig - en varm og kærlig stråle flød i hendes øjne.

"Jamen, jeg troede," sagde han og stoppede, han trak vejret dybt. "Jeg troede ellers..." sagde han drillende, han havde på fornemmelsen at hun ikke ville kysse? Eller ville hun, men han tænkte ikke så meget over det. Han tænkte på på nuet, ikke om femten minutter eller senere. "Du forvirrer mig ikke... Ikke lige så vidt jeg ved, jeg forstår dig nogenlunde," sagde han med en lille grimasse. Han smilte til hende og kiggede rundt, hvor lyset gav et særligt skær lige dette øjeblik.
Han kunne høre hun ømmede sig, og han kiggede på hende. Han kunne se hun bed sig i læben. "Stop det, er du ikke sød at stoppe?" spurgte han og lagde en finger ved hendes læber. "Det gør også ondt på mig," sagde han og lagde en finger mellem hendes læber. "Så bid i min finger istedet for," sagde han og satte sig helt hen til hende, så han ikke sad lænet fremover, for at holde fingeren for hendes læber.
"Jeg elsker din krop," sagde han og nikkede. "Jeg sagde ikke, jeg ikke elsker andet end din krop, men burde jeg det?" spurgte han med et smil og kiggede på hende, med blide øjne. "Hvorfor lægge armene over kors? Misunder du din krop?" spurgte han med et lille smil. Han kiggede hende i øjnene, mens han holdte fingeren for hendes mund. Han sad ret tæt op ad hende nu, men havde ikke lyst til at flytte sig igen.
"Ja, min rødme-gøj, medmindre du ikke vil være en rødme-gøj," sagde han og smilte. Han smilte varmt, mens faklerne lyste op for ham, så han kunne se hende og hendes skønhed, helt klart i mørket. "Tak for hvad?" spurgte han uforstående og havde stadig sin ene hånd på hendes kind. Den anden havde han jo ved hendes mund, og han sad ret tæt på hende. Hvem kunne klemme sig mellem dem? Ikke en gang en rotte kunne klemme sig gennem dem, så tæt sad han på hende. Han lod den anden hånd glide ned ad hendes kind, meget langsomt. "Du sukker, hvorfor?" spurgte han med et smil og kiggede på hende.
Han smilte. "Du er klar over, du ikke er den stærkeste, derfor kan du ikke virde dig fri," sagde han med et smil. Han stoppede med at kilde hende, da hun så ud til ikke at kunne trække vejret, hvilket også var svært for hende. "Hvorfor er du forlegen? Er det skyggen?" spurgte han og smilte til hende. Han bed sig let i læben, men rødmede ikke, da han ikke følte det var krænkende, så længe de viste hvad de havde gang i. "Smil dog! Hvorfor stoppede du med at smile da jeg flyttede mig?" spurgte han, spørgsmålene væltede ind over hende. "Jeg kan godt lægge mig igen?" sagde han med et lille smil. Han smilte og blev lidt rød i hovedet, da han spurgte om han skulle lægge sig igen.
"Når okay, jeg kunne heller ikke finde nogen. Så hvis du ikke kunne trække vejret, blev jeg nødt til at give dig kunstigt åndedræt," sagde han med et smil. Han var ikke klar over, det kunne lyde fristende for dem der var vild med ham.
"Det er godt," sagde han og smilte til hende. Han sank en klump, og havde glemt han sad så tæt på hende. Helt glemt det, fordi han var faldet ind i hendes øjne.

Hun kiggede på ham med et roligt blik, "Troede hvad?", spurgte hun og smilte varmt til ham.
Hun nikkede langsomt da han snakkede om, om hvorvidt han forstod hende eller ej, og et lille drilsk smil spillede på hendes læber.
Hendes hjerte hoppede et par spring over, da han lagde fingeren på hendes læber, og hun kiggede ham tavst i øjnene, og nikkede svagt. Hun ville da overhovedet ikke bide ham i fingeren - og ville derfor lade være med at bide sig i læben. Det var egentlig mærkeligt, for hun plejede ikke at gøre det så hårdt - faktisk plejede hun aldrig at bide sig i læben.
"Well.. Det ville da være overfladisk kun at elske min krop?", sagde hun og løftede et bryn, hun smilte indforstået af ham.
Han sad meget tæt på nu, men hun havde ikke noget imod det.. tværtimod. "Jeg kan ikke lide at rødme.. For som du kan se, gør jeg det tit..", sagde hun og smilte forlegent, "Men rødme-gøj lyder nu ret nuttet..", sagde hun, og det lød som om hun ville sige mere, men det gjorde hun ikke da han sandsynligvis fattede hendes pointe. "Har man ikke lov til at sukke da?", spurgte hun med en lille stemme.
"Jeg har hele tiden været forlegen, så det er vel ikke noget nyt?"; sagde hun og smilte skævt.
Hun smilte overdrevet stort, for at vise at hun stadig smilte, "Nej.. du behøves ikke at ligge dig igen..", sagde hun - igen med lille stemme - "Der blev bare dejligt varmt..", tilføjede hun lidt efter, og smilte svagt. Hendes ansigt var meget tæt på hans, og hun kunne meget tydeligere se hans brune øjne. Endnu engang blussede rødmen op i hendes kinder, hvilket hun var ved at være træt af..
Hun lo, "Prøver du at få mig til at stoppe med at trække vejret, for det var en dårlig score-replik det der.." sagde hun drillende. Hun kunne tydeligt høre den klump han sank og kiggede spørgende på ham.

"Troede ikke noget," sagde han stille og smilte varmt igen. Han kiggede på hende, med sit brune blik.
Han grinte let og kiggede hende i øjnene. "Jeg forstår dig godt," sagde han med et varmt smil.
Han grinte let og kiggede hende stadig i øjnene. "Bid nu," sagde han og kiggede blidt i hendes øjne. Faklerne lyste godt op, så han kunne sagtens se hende nu. Han kunne prikke på hende, på hvert et punkt, hvis han gad. Han kunne se det hele.
"Du har ret, jeg elsker mere end din krop, men jeg siger ikke hvad," sagde han roligt og smilte varmt. "altså, jo det ville være meget overfladisk," sagde han med et smil.
"Ja, men så snart det bliver til: min, så er det dumt," sagde han og nikkede. Han smilte blidt, mens hans glød i øjnene, blev stærkere og stærkere. "At sukke er ikke normalt, når man drager suk på de tidspunkter," sagde han og små-lo.
Han smilte. "Jo, du rødmer altid," sagde han med et drillende smil. "Men det er sødt," sagde han og kiggede på hendes kinder, dog kun kort. Han ville ikke ligne en idiot, som aldrig havde set en rødmen før. Han fik øjenkontakt igen, og smilte stadig varmt. HAn grinte lidt. "Du skal overveje dine ord omhyggeligt, inden der sker dig noget," sagde han og smilte til hende. "Læg mærke til du sagde: jeg... du behøves ikke lægge dig," sagde han og smilte varmt til hende. Han følte hun rykkede hovedet lidt tættere på? Han kunne mærke hendes ånde, og blev vel også selv nødt til at ånde. "Jeg prøver ikke at score dig," sagde han med et lille smil. "Selvom du er meget speciel, sødere end alle andre, dejligere end alle andre og så videre. Det skal lige siges, jeg forsøger ikke at score, men siger min mening ligeud," sagde han med et smil.

"Jo., hvad troede du?", spurgte hun, "DU kan ikke bare starte en sætning, og så lige pludselig stoppe, og lade ordende hænge i luften? Det er ikke fair", hun surmulede kort.
Hun grinte over hans kommentar, "Godt.. så er du vidst en af de eneste", hun smilte og skar ansigt. Faklerne lyste stadig op, og gav rummet sådan en hyggelig stemning - dog var der alligevel uhyggeligt, pga. mørket, kulden og dét at de var på en gang midt om natten, hvor der kunne komme spøgelser og lærer når som helst.
Hun stirrede spørgende på ham, "Nej?.. jeg vil da ikke bide dig i fingeren", sagde hun og lagde sin hånd på hans hånd, og trak ligeså stille hans finger væk fra hendes mund.
Hun smilte et varmt smil, "Hvorfor ikke?", hun kunne ikke se, hvorfor han ikke ville fortælle det, "Jeg har ret til at vide det, nu når det omhandler mig", sagde hun og smilte triumferende, og kiggede nysgerrigt ind i hans smukke, brune øjne.
"Nej.. det gør det bedre..", sagde hun og rødmede igen. Tanken om at være hans var noget for sig, men det var et eller andet over ham.. Noget specielt, noget anderledes.
"Jeg sukker når jeg vil!", sagde hun protesterende og beslutsomt til ham - dog smilende.
"Det er ligefør jeg burde gå til lægen med min rødme-situation.. Det burde ikke være normalt?", sagde hun let irriteret.
Hun smilte lumsk, "Hvad skulle der ske mig da?", spurgte hun og løftede let et bryn, men lagde det dog hurtigt ned igen. "Og desuden mente jeg bare at det ikke ville gøre mig noget, men at du selv måtte bestemme?", mumlede hun og kiggede over på en fakkel. Faklen dansede, og man kunne tydeligt se at lysets skiftende toner, stammede fra faklens bevægelser.
Hun smilte et sødt lille smil, "Jeg ved godt at du ikke prøver at score mig", hun smilte let, "At score er faktisk af symbolsk betydning".

"Jo jeg kan, kan du ikke se jeg kan det?" spurgte han og smilte. "eg ahr da lige gjort det," sagde han med et lille smil, og så hendes surmulen, hvilket gjorde ham mere munter.
Han smilte. "Hvis jeg er den eneste, hvorfor har du så flere venner end jeg?" spurgte han uforstående, og begyndte at grine over hendes grimasse.Han kiggede på hende, og lod mørke til hun så undrende ud. Hun måtte tænke på noget, men hvad? Han ville ikke spørge.
Han trak bare sin finger til sig. "Så bid ikke i din læbe," sagde han stille. "Hvorfor gjorde du det overhovedet?"
Han grinte let. "Det kan godt være, det ikke omhandler dig?" sagde han med et drillende smil. "Jeg siger det ikke, fordi jeg ville blive bange, hvis jeg sagde hvad jeg elskede," sagde han med et lille smil. Et drilsk smil, som spillede sig over hans læber.
"Hvorfor gør det, det bedre?" spurgte han forvirrende og trak benene til sig, mens han smilte. Han sad stadig tæt på hende, dog med lidt emre plads, så hans ben kunne være der.
"Du sukker når du vil, det er jo også dig der skal sukke," sagde han og sukkede med vilje, for at drille hende. Han sagde: sukkede, to gange, hvor efter at gøre det. Han kiggede hende i øjnene, med sit eget brune blik, som var rettet lige mod hendes øjne.
"Du kan da godt gå til lægen, men så ville jeg ikke kunne kalde dig min rødme-gøj," sagde han stille og lagde en hånd på hendes kind igen. "Du ser emget sød ud når du rødmer," sagde han og kærtegnede hendes kind for et kort sekund, hvor efter at lade sin hånd glide ned ad, og ned i sit skød.
"Der skulle vel ikke ske noget," sagde han med et smil. "Jeg bestemmer intet," sagde han med et svagt smil. "Du lever dit liv, du ejer dit liv, ikke jeg," sagde han og kiggede på hende. "Jeg prøver ikke at score dig, men hvis jeg gør, fatter jeg ikke du tager imod den flirt," sagde han stille.

Hun rakte tunge, men tungen var ret tæt på at ramme hans mund, så hun tog den hurtigt ind igen.
Hun smilte, "Jeg sagde ikke du var den eneste.. Jeg sagde at du var en af de eneste..", sagde hun med et smørret smil. Et smil der på mange måder kunne virke provokerende, men hun vidste at Jacop vidste at hun mente det på en god måde.
Hun rynkede panden, og maste hendes læber sammen til en lige line, "Jeg ved det ikke.. Jeg tror det er fordi du hele tiden bider dig i læben, og så kommer jeg på en eller anden måde til at kopiere det..", hun trak let på skuldrene, og kiggede ligegyldigt på ham - dog spillede et lille smil på hendes læber.
"Er du bange for mig da?", spurgte hun og løftede et bryn, "Siden du ikke vil fortælle det?", hun smilte let og strakte sin ryg, og slappede af igen, og kiggede på ham med et varmt blik, der klædte hendes brune øjne.
"Ja.. altså..", hun kiggede ned til siden, "Måske.. kan jeg godt lide dig..", sagde hun stille og bed sig i læben igen - men stoppede dog, da hun kom i tanke om hvad han havde sagt til hende om at bide sig i læben, hun kunne se at han flyttede sig væk fra hende, og fortrød allerede hvad hun havde sagt. Hendes kinder lignede stadig æbler.
Hun kiggede op på ham, og rystede på hovedet af ham, da han sukkede. Hun små-grinte så, og mumlede noget med at han var mærkelig.
"Hvorfor ville jeg ikke være din, hvis jeg gik til lægen?", spurgte hun undrende, og smilte - som altid.
En varme gik igennem hendes krop da han lagde hans hånd på hendes kind. En meget mærkelig følelse.
Hun lyttede varsomt til alt det han sagde om at bestemme i hendes liv, "Jeg forstår ikke?", hun kiggede undersøgende på ham, for at læse hans blik. "og.. hvorfor må jeg ikke tage imod din flirt?", spurgte hun uforstående, og følte sig virkelig.. dum.

Han grinte let, da hun var tæt på at ramme hans mund. Han kiggede dog vagtsomt på den, da den var få centimeter fra ham. Han fulgte også den, da den blev trukket tilbage. "Det ved jeg, men det må da stadig være ensomt," sagde han med et lille smil. Han kiggede på hende, med et blidt blik, som blev fremhævet af hans brune øjne, der blev lagt ekstra tryk på, da skæret fra en flamme dansede ind i hans øje, og ud af det igen, ligesom et lysglimt.
Han smilte. "Tak," sagde han og nikkede, "nu er det hele min skyd igen," sagde han og lavede den samme lige linje, som hende. Han kunne dog ikke lade være med at smile, da han var i hendes selskab. Hans varme smil, der blev specielt lyst op i den dystre nat.
"Ja, det er jeg," sagde han og sank en klump. Han bed sig let i læben, og forsøgte at skjule det. Han bed sig fordi han var nervøs. Han lukkede øjnene og sukkede. "Jeg elsker din krop, og kan virkelig godt li' dig," sagde han og kiggede på hende. Han kiggede dog et kort øjeblik væk, da han ikke kunne se hende i øjnene.
Han kiggede stadig væk, og hørte nogle ord, som gav en stor mening. Han smilte varmt, dog ikke til hende. Nu kunne han slet ikke se på hende, hvad skulle han gøre eller sige? Han var helt tabt, og kunne ikke andet end bare at vende hovedet, og kigge hende i øjnene. Dog havde han et problem med det, da hun kiggede væk. "Måske? Hvis det er et måske, så gør det det jo ikke bedre?" sagde han med et lille smil, og små-lo over det, men vidste godt det var seriøst, og stoppede hurtigt igen.
"Fordi, hvis du går til læge, så kan han muligvis fjerne din rødmen, og så vil du jo ikke være min rødme-gøj mere, vel?" sagde han og sukkede stille.
Han kunne se, at hun følte et eller andet, som hun ikke var vant til, når han rørte ved hende. Han smilte varmt til hende, og forsøgte øjenkontakt. Da hun trak hovedet væk, så havde han ikke hånden der mere, så han tog hånden op til hendes kind igen, og kærtegnede den blidt.
"fordi, det fører ikke noget godt med sig," sagde han stille. "Og jeg tror ikke jeg prøver at score dig," sagde han med et smil. "Jeg kan bare rigtig godt li' dig," sagde han med et smil. Han turde ikke helt sige, om det var som ven eller mere, han kunne li' hende for.

Hun fniste - det havde hun aldrig nogensinde godt før - og holdte sig hurtigt for munden med et forvirret blik. "Mærkeligt..", mumlede hun til sig selv, og kiggede så på ham, "Det er meget ensomt nogle gange.. tit..", hun sukkede, "Men jeg er vant til det", sagde hun og smilte halvhjertet. Hun kiggede ham i øjnene, og lagde mærke til et lille lysglimt, fra faklerne - som dog hurtig forsvandt igen.
Hun lo, "Der er ingen der burde være bange for mig", hun kiggede på ham - hun lagde mærke til han kiggede væk og rynkede kort panden, men valgte ikke at sige noget, og blev bare ved med at kigge på ham, indtil hun fik øjenkontakt igen. "Det er jeg glad for at høre", sagde hun stille og bed sig igen i læben, og slap den hurtigt igen, for så at sukke. Hendes kinder blussede op igen, og den røde farve blev stærkere. Idet mindste var hun rød.. det ville være værre hvis det var grøn, eller blå. "Det er altså umuligt ikke at bide mig læben!", indskød hun pludselig, og grinte så over hendes egen indskydelse.
Hun bed sig igen i læben da der for en stund var stille.. Hun ventede på han ville sige noget. Hun kørte en hånd igennem håret, og kiggede forlegent på ham, og blev forskrækket over at han pludselig også kiggede på hende, da han kiggede væk, sidst hun kiggede på ham.
"Det.. er ikke bare et måske..", sagde hun og smilte svagt, men blev nødt til at kigge væk igen, "Så jo.. det er bedre.", tilføjede hun mumlende.
Det var mærkeligt at de havde vænnet sig til mørket.. Dejligt, men på en måde ubehageligt. Hun lo, "Mission; Gå til lægen er afblæst.. jeg gentager, afblæst!", hun rystede på hovedet af sin egen lamme joke. Hun håbede at han vidste hvad hun mente.
Hun kiggede på ham igen, og fik øjenkontakt. Han lagde sin hånd på hendes kind, og igen sprang hendes hjerte et par slag over. Hun lagde tøvende sin hånd på hans, og aflæste hans ansigt for at se hans reaktion.. for at se om det var okay.
"Hvorfor mener du ikke det fører noget godt med sig?", spurgte hun med en lille, stille stemme.
Hendes ansigt var neutralt, men hendes mundvige vendte længere ned, end op.

Han smilte varmt, som han altid gjorde. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere og valgte bare at lade være med at kommentere, og lod det ligge.
"Hvor trist," sagde han og kiggede på hende. "Men der er en der altid vil forstå dig," sagde han og hentydede til sig selv, men med en medlidende stemme, så man kunne ikke høre, at han mente sig selv.
"Jeg er bange for, hvordan du ville reagere på at jeg virkelig godt kan li' dig," sagde han og sukkede. Han kunne igen se hende i øjnene, men var dog lidt undret. Hvorfor sagde han det? Det var da dumt, for dumt endda. Han bed sig let i læben. "Hvordan kan man være glad for, at jeg kan li' dig? Det er der ikke noget godt i," sagde han og løftede et øjebryn, men lagde det forsigtigt ned igen, da lysene begyndte at brænde i hans øjne. "Jeg har også svært ved at stoppe," sagde han og kiggede på hende, som tilståelse til det med læbe. Han fattede bare ikke, det var så vigtigt, men hun var heller ikke normal, hvilket måske var derfor han rigtig godt kunne li' hende?
Han kiggede på hende: "Hvad er det så, hvis det ikke er et måske?" spurgte han og satte sine ben ned, og rykkede hen til hende igen. Han kiggede på hende, med sine brune øjne, som langsomt blev skarpere og skarpere, da en flamme sad lige til hans ene øje.
"Hvorfor det, vil du da gerne være min?" spurgte haan og det gik op for ham, han havde glemt at sige rødme-gøj. Han kunne ikke sige det nu, så han måtte bare se hendes reaktion. Han bed sig let i læben, og fattede ikke han lige havde sagt det.
Han kunne mærke hendes bløde kind, ved hans hånd. Han smilte varmt til hende, mens han kærtegnede videre. Han kiggede hende ind i de flotte brune øjne, som hun havde.
Han fik pludselig mærket en hånd på hans kind, og der gik en varm følelse gennem ham. Følelsen startede ved maven, løb og og helt ned igen, med en kildrende fornemmelse. Den løb derefter op igen, op i hans kinder og blev der, mens følelsen langsomt blev til en rødmen.
"Tja... jeg mener det jeg siger. At det aldrig før har ført noget godt med sig," sagde han og kiggede på hende. "Jeg er ikke rar at have et forhold med," sagde han, men vidste ikke selv om det var sandt. "Jeg... jeg kan ikke bestemme, om du vil have et forhold med mig, jeg kan ikke bestemme om jeg er dårlig til forhold. Det er bare, jeg har følt det aldrig har gået godt, for jeg har ikke følt jeg har mødt den rigtige. Men mine følelser for dig, er nogle ander, end for alle de andre jeg ahr snakket med," sagde han stille.