Hvor er mine penge?

Fiona kiggede på ham og sagde " han kan ikke lide mig, hvor skulle jeg ellers tage hen og være indtil jeg skla på skolen igen?" hun mærkede hans greb hun gjorde indtil hun så ham i øjene det var våde, det var tydeligt at hun var ved at græde igen, hun stod helt stille og kiggede på ham, og nu løb tårene ned af kinderne på hende

"Prøv alle løselige udveje. Og hvis der ikke er nogen, så må du sove på Beauxbatons. Jeg vil ikke lade dig tage hen til ham," sagde han selvsikkert og kiggede på hende. "Skal jeg give slip? eller er du bare rørt over jeg er bekymret for dig?" spurgte han og kiggede på hende. Han gik helt hen til hende og kiggede hende dybt i øjnene. "Du skal ikke tage afsted, det nægter jeg," sagde han. "Jeg vil for alt i verden forhindre den syge stodder i at røre dig," sagde han og stod tæt op ad hende.

Fiona blev helt varm inden i da han nu stod helt op af hende, han var noget højre end hende.
men hvem var ikke det.
hun så på ham og sagde " vil du ikke tage med mig hjem?" spurgte hun og kiggede på ham og lagde sin ene hånd på hans bryst kasse og sit hoved på den anden pbryst:

Han smilte og lagde sine armen om hende, og tog hende roligt og blidt indtil sig. For at få hende til ikke at føle sig alene. "Selvfølgelig, hvis det er det der kan hjælpe," sagde han stille og kiggede på hende med et varmt smil. Det var lidt et udnerligt sted at stå og gøre det, som de nu lavede. "Jeg skal nok," sagde han med et smil. "Jeg vil gerne, men kun hvis det kan hjælpe dig, og at du vil have det," sagde han og lod sin een hånd køre over hendes ryg, og den anden hånd var ved hendes nakke. "Jeg lover aldrig at give slip på dig, eller lade dig falde ned i det lave selvværd, som får dig til at skære i dig selv," hviskede han blidt i hendes øre. En masse troldmænd kiggede bare på de to, måbende.

Fiona mækrede han krammede hende det var første gang hun blev krammet af en " det er underligt at kramme"sagde hun og kiggede op på ham " jeg vil gerne have du tager medm ig hjem?" sagde hun og skubbede sig lidt væk fra ham hun måtte have luft hun havde ikke krammet før og derfor var det underligt

"Der er så meget du ikke har oplevet i dit liv. Lad mig lave om på det," sagde han med et smil. "Hvad har du for eksempel ikke prøvet, som jeg kan gøre på dig, eller gøre for dig. Så du kan opleve det?" spurgte han med et lille grin. Men det var dog ikke sjovt, så han stoppede igen. "Men det gør en varm indeni?" sagde han med et lille smil og smilte bare meget varmt til hende.

"ja der er mange ALT stort set. har aldrig følt kærlighed, aldrig prøvet at nogen kunne lide mig aldrig haft venner" sagde hun og kiggede ned i gulvet, " at kramme dig gjorde mig hel varm inden i mig selv" sagde hun og kiggede stadigvæk ned i jorden og gik et skridt tilbage....
hun vidste ikke hvad hun skulle sige

Jacop kiggede på hende. "Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg vil gerne være din ven, men kærligheden må du selv finde. Den er der, men det er ikke mig der styrer den, det er dig," sagde han bestemt og kiggede på hende. Han sukkede. Han trådte et skridt tættere på dig. "Hvorfor var det en underlig følelse? At du blev varm, eller hvad?" spurgte han og kiggede hende i øjnene. Hans blik var fastlåst i hendes blik, og uanset hvor hun førte blikekt hen, ville han følge hendes blik.

Fiona kiggede på ham og sagde " undskyld" og gik mod døren og åbnede dem hun svarede ikke på resten han spurgte hende om.
hun begyndte at gå ned af gaden der var ikke ret mange nemmesker da det var begyndte at regne voldsomdt

Jacop kiggede forvirrende på hende, og fattede hende ikke. Undskyld? For hvad? Han gik hen til sin plads igen, og kiggede ud af vinduet og kiggede på hende. Han kunne ikke bare lade hende blive våd. Han ville gerne vide mere om hende, og hvad der lige var sket. Han rejste sig og gik ud. Han kunne mærke den voldsomme regn slå rytme på hans krop. Han havde en meget tynd trøje på, som blev gennemsigtig da regnen gjorde ham gennemblødt. Han missede med øjnene, for bedre at kunne se. Han kiggede febrislk rundt og fik øje på hende. Han løb ned mod hende. "Fiona. Undskyld for hvad?" Spurgte han og fik fat i hendes skulder. Han lod sin hånd glide ned ad hendes skulder og arm, og tog hendes hånd. Han holdte hende i hånden, og følte en varm følelse. Han trak hende rundt, så hun så på ham. Han gav hendes hånd et klem og gav slip. "Hvad? Hvorfor undskyld?" spurgte han og trådte tættere på hende. Regnen blæste i hasn retning, og han stod i læ for hende. Hans hjerte slog hurtigt, og hans vejrtrækninger dybe, vilde og hans brystkasse hoppede vildt. Han sank en klump og kiggede hende i øjnene.

fiona kiggede bare rundt . og vidste ikek hvor hun skulle gå hen.
hun mærkede hans hånd klemme hendes hånd en smule men hun smilede ikke
hun så bare på ham og sagde !" det ved jeg altså ikke" sagde hun og trak bare på skulderne igen
og vidste ikke hvorfor hun selv gik og sagde undskyld til folk hele tiden, hun var ved at være pænt træt af det selv
!!!!!

hun mærkede selv hvordan hendes hjerte hammerede der ud af.
hun lagde begge sine arme om ham og sagde " vil du ikke tage med mig hjem?"
hun lagde sit hoved på hans bryst...

Jacop stod og kiggede på. Regnen havde gennemtrængt alt hvad han havde på, selv hans hår klistrede sig til hans pande. Han trak vejret meget dybt, og hans brystkasse hoppede, mens han tog det roligt, men havde mest af alt lyst til at gispe efter vejret. Han knyttede hænderne, for at undgå at blive helt kold. Hans varme i hænderne kom igen, da han pressede. Hans hænder var også kolde, og dem bed han i, så de fik den røde kontrast tilbage. Han betragtede bare hendes undskylden på åben gade, mens hans hjerte hoppede helt vildt. Han stod bare der og blev garanteret syg, fordi hun bare gik.
Han havde dog ikke ventet, at hun kastede sig hen til ham. Han kunne mærke hendes hovede på hans bryst, som stadig havde et galoperende hjerte. Han lagde dog abre sine arme om hende, og bed sig let i læben. "Jo, det skal jeg nok," sagde han og lod sine hænder køre trøstende over hendes ryg.